Lyset i havet

Efter en lidt kedelig opstart kan man se frem til en rørende og tankefuld film om hvad sorg kan føre mennesker til.

Sorg kan få os til at gøre ubarmhjertige ting. Sorg kan få os til at ignorere fornuft og moral, og det kan føre mørke valg med sig. ’Lyset i havet’ handler om to mennesker, der ikke kan få børn og i stedet vælger at stjæle et. De arbejder i et fyrtårn – isoleret fra næsten hele verden – og en dag skyller en båd op på stranden. Båden har et barn og en død mand i sig. Uden tanke for moren beslutter kvinden, at de skal beholde barnet som deres eget til trods for mandens protester. De begraver liget og lever lykkeligt indtil de møder moren.

Sorg

I modsætning til Susanne Biers ’En chance til’ beskæftiger ’Lyset i havet’ sig ikke med det moralske dilemma i at stjæle et barn. Vi ved at det er forkert, selvom vi forstår de to hovedpersoner. For mig var dette den allerstørste styrke ved ’Lyset i havet’. Vi bliver ikke bedt om at stille os selv et spørgsmål vi godt kender svaret på. I stedet får vi lov til at opleve den sorg, der går forud for valget om at beholde barnet. De to gange at kvinden føder dødfødte børn inden båden dukker op, er næsten ikke til at holde ud at se på. Vi føler smerten med dem, og vi føler den især for manden, da han opdager barnets mor og tynges af skyld.

Det var en beskrivelse af filmens anden akt. Jeg vil ikke fortælle om tredje akt, som efterlod mig med en tåre på kinden, men jeg vil derimod forklare første akt. For mig tog filmen nemlig lidt for lang tid om at komme i gang. Vi skal se manden få jobbet i fyrtårnet. Vi skal se dem møde hinanden. Vi skal se dem forelske sig. En flere måneder lang historie, som fortælles på forholdsvist få minutter, og alligevel føltes den lidt kedelig og kunstig.

Glæde

Kærligheden mellem de to er nærmest ved første blik, men den udvikler sig over en lang brevudveksling, hvor manden befinder sig i fyrtårnet, mens kvinden stadig bor hjemme. Brevudvekslinger bliver ligesom tanker på film ofte brugt til overeksposition og unaturligt klart formulerede følelser, og ’Lyset i havet’ er desværre ingen undtagelse. Det var også en smule kedeligt, fordi jeg skulle være så lykkelig på vegne af disse for mig at se lidt kunstige mennesker. Det var først da kvinden mistede sit første barn, at jeg for alvor kom med.

Da jeg kom med, var jeg til gengæld også med. Filmen bruger biblen på en måde, jeg synes var både stærk og velgennemtænkt. Jeg så klare paralleller mellem plottet og historien om kong Salomon og de to kvinder. Den fortæller os om kærlighed og sorg uden at prædike om rigtigt og forkert, og hvis man savner gode religiøse film, kunne ’Lyset i havet’ absolut være et bud. Den er ekstremt velspillet og rørende, selvom den er bedre til sorg end til glæde.