Magic Mike

Det lyder som en noget plat og selvfed omgang. Pretty boy Channing Tatum har givet sig selv titelrollen i en stripperfilm, der handler om ham selv, som han selv producerer, og som han har fået sin ven til at skrive. Men ligesom det skal vise sig at være tilfældet for de hårdtarbejdende mandestrippere, har Magic Mike langt mere tanke og sjæl under sit selvoptagne ydre, end man umiddelbart skulle tro.

Magic Mike handler om den populære eksotiske danser, Mike (Channing Tatum). Han er den bedste og mest velansete stripper i byen, men sådan ser han ikke på sig selv. I hans egne øjne er han en innovator, der blot bruger sit aftenarbejde som økonomisk springbræt til sin drømmekarriere som møbeldesigner. Men den person kan eller vil ingen andre se, hverken de kåde piger eller bankrådgiveren, der sidder med hans drømmekarrieres skæbne i sin kalkulerende hånd. Og slet ikke den unge Adam (Alex Pettyfer), som han møder på sit dagjob som taglægger.

Da Adam lærer Mikes sande – eller nærmere falske – identitet at kende, bliver Mike med det samme Adams største idol og forbillede, ikke mindst da Adam selv starter en stripperkarriere. Men modsat Mike ser Adam ikke noget som helst negativt i at leve det vilde stripperliv både på og bag scenen. Nu står Mike ikke kun til ansvar for sin egen integritet, men også for Adam, som han mærker et broderligt bånd til.

Så der er altså mere i filmen end bare stripperrutiner. Selvom der er mange af dem. Rigtig mange. Og det var en overraskende oplevelse at være vidne til. For hvor man skulle tro, at det var det mandlige publikum, der ville rynke på næsen og søge efter andre ting at kigge på, viste det sig at være det kvindelige. Kvinderne i biografen blev forlegne. Under en nærmere forhørelse indrømmede de sidenhen at være bjergtaget af de velskabte mandekroppe, men ikke desto mindre forlegne. Og heftigt fnisende.

Mændene, derimod, syntes at være ligeglade med de ydre omstændigheder i filmen. Ja, de dansende mænd var praktisk talt nøgne, men så længe man har lidt empatisk indsigt og sikkerhed i sin egen seksualitet (hvad end den måtte være), så ser man straks igennem det transparatente, kulørte muskellag. Det handler ikke om det flotte ydre, men om det grimme indre, der ofte medfølger. Det handler om narcissisme.

Og her kommer Matthew McConaughey i særdeleshed til sin ret. Ironisk nok er det en bredt kendt joke, at Hr. McConaughey vil gøre alt for at få lov til at smide trøjen foran kameraet. For første gang må han ikke tage den på. Resultatet er en frihed til at spille skuespil, og det gør han med bravour. Ydermere er det hans ironiske afstand til den exhibitionistiske klubejer, han portrætterer, der gør præstationen så stærk. Figuren er smagløs i sin personlighed, og det kommer specielt frem igennem hans fysiske fremvisning. Især i en af filmens sidste danserutiner, som jeg tipper vil hjemsøge resten af Matthews dage som skuespiller.

Der er heller ingen tvivl om, at det er et boost for både Channing Tatums og Alex Pettyfers karrierer. Deres looks og karisma får i sandhed lov at udfolde sig, især i Tatums imponerende koreografier. Det står dog anderledes til, når de er nødt til at tage sig af den melodramatiske afdeling af filmen. Her får de straks sværere ved at få det til at køre rundt, og Tatum mister især troværdighed, når han modspilles af McConaughey.

Det melodramatiske er heldigvis mestendels i gode hænder med instruktøren Steven Soderbergh bag roret. Han udviser stort overskud og tager sig exceptionelt af alle filmens lag. Både det glamourøse, velkoreograferede ydre og det uhyggeligt selvmodsigende indre. Billederne og lyden i filmen er knivskarpe, men i takt med at karakterernes indre virksomhed krakelerer under den polerede overflade, sker det samme i billedet, som begynder at bruge uoverskuelige vinkler, der forvirrer seeren om filmens rum. Det er ganske elegant og gør en filmisk harmoni ud af disharmonien.

Men tag nu ikke fejl: Magic Mike er så absolut en stripperfilm, selvom den også er meget mere end det. For den bibeholder stadig sit ydre element af showbiz, især i begyndelsen, der mest af alt fokuserer på Adams umiddelbart succesfulde rejse ind i den famøse og imponerende prestigekultur, som stripperiet er på dette niveau. Her når det endda til en grænse, hvor man kan være lige ved at føle, at det hele bliver lidt for overfladisk og konventionelt. Så det er i allerhøjeste grad en stripperfilm, men lad det stå klart, at det er den bedste af slagsen.

Magic Mike er et elegant, lille stykke filmmagi, og jeg håber, at den finder vej til sin retmæssige målgruppe. Den er ideel til tøsernes videoaften, men endnu mere oplagt til ethvert intelligent menneske, der holder af et blandingsprodukt af solid underholdning og raffineret filmhåndværk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.