’The Big Short’ gør op med dogmatisk fortælling af finanskrisen i 2007 på en måde, der både er ustyrligt morsom og efterlader en med en meget kompleks følelsesladet reaktion.
Har du nogensinde drømt om at eje dit eget hus? Eller hvad med to huse, et sommerhus i Sverige, en Tesla og østers til aftensmad – Hver eneste dag! Dine drømme kan gå i opfyldelse med en enkelt krusedulle nederst på siden. Nå, du er studerende, det er ikke noget problem, du laver bare to kruseduller i stedet for en, og så har du glemt alt om sparedage med grød og leverdrengsmadder.
Ak ja, det var tider, da man kunne sælge herskabslejligheder til studerende og kontanthjælpsmodtagere. Ingen brug for kredittjek, bare en fed kommission lige ned i lommen på ”yours truly”, og så stod den ellers på strippere, ”pagne” og en dejlig stor smagsprøve på det søde liv. Efter krisen er de fede kommissioner og de spidse sko skiftet ud med en fodformet arbejdssandal og et job i IKEA. Men helt ærligt, så kunne det have været meget værre.
Hvad er det egentlig lige der foregår?
Han taler til mig. Ryan Gosling i sin selvlysende bronze-tan taler til mig. Hvorfor taler han til mig? Stop! Det kræver en smule tilvænning at sluge fortællestilen i ’The Big Short’, hvor en selvbrunet Ryan Gosling kigger publikum dybt i øjnene og fortæller hvad der foregår, hvad der skal foregå, og hvad der skete. For hvad skete der egentlig tilbage i 2007, da de store banker, der ellers var ”for store til at fejle” gjorde netop det, som ingen troede muligt? Hvis du leder efter svar på dette i denne anmeldelse, så må jeg skuffe dig. Man bliver ikke klogere på sub-prime lån, CDO’er, og anden finansiel hokus pokus ved at se ’The Big Short’, selvom der forsøges på den mest opfindsomme og underholdende måde, jeg nogensinde har set.
’The Big Short’ forsøger således at forklare komplekse sub-prime lån CDO’er og kreditvurderingssystemet igennem små korte scener med bl.a. Margot Robbie i et badekar, Anthony Bourdain i sit køkken og Selena Gomez ved et Black Jack bord, der hver især laver en analogi over komplekse økonomiske sammenhænge. Det er virkelig sjovt, men jeg tror nu stadigvæk ikke jeg kan forstå hvordan disse analogier virker.
Alvorens antitese
Hvor andre finansfilm (i mangel på bedre), såsom ’The Wolf of Wall Street’ og ’Margin Call’, er gået forholdsvis alvorligt til værks i deres fortælling, så er ’The Big Short’ antitesen til disse film. Udadtil ser det jo egentlig forholdsvis storladent ud med Christian Bale, Brad Pitt, Ryan Gosling og Steve Carrel på rollelisten, men det er i virkeligheden lidt ligesom de dyre sub-prime lån som bankerne har solgt i USA, en pæn indpakning, der dækker over den største komedie i amerikansk historie.
Den Store Komedie
’The Big Short’ er netop lige det, en komedie altså, og den er utroligt morsom på sin helt egen bindegale måde. I scener hvor der spilles klodsmajor med boliglån eller males racistiske stereotyper for komikkens skyld, kan man virkelig mærke instruktør Adam McKays baggrund i komikken, uden at det spænder ben for filmens budskab. For når budskabet rammer, så er det som en kniv for brystet. Det gør ondt – det gør rigtig ondt. Smerten er ubærlig, hvorfor vi graver den væk dybt inde i os selv, så vi kan holde ud at leve lidt endnu. ’The Big Short’ er fuld af komplekse følelser, der for mit vedkommende er svære at beskrive. Den følger markedskonjunkturernes op- og nedture og får en til at føle sig ganske lille og ubetydelig.
Den Vigtige Komedie
Hvis ikke det meget alvorlige cast kan få lokket dig i biografen, så gør det for din egen skyld. Ikke for at blive klogere eller beriget med en hidtil uopdaget genialitet, men for at mærke lidt efter, hvad der er vigtigt her i livet. For det er minsandten ikke den spidse vinkel på dine ubegribeligt spidse sko, dine dyre madvaner, din smarte bil, din studiegæld eller dine pornovaner.