Tre år er gået og det er tid til det sidste kapitel i den moderne sci-fi-dystopiske eventyrfilm i ’Hunger Games’-serien. På de tre år har vores hovedrolleindehaver, Jennifer Lawrence, formået at vinde en Oscar, to Golden Globes og en BAFTA. På samme tid har en af seriens store skuespillere, Philip Seymour Hoffman, desværre forladt denne verden. Heldigvis for ’Hunger Games’-serien er de dog begge at finde i denne fjerde føljeton.
‘The Hunger Games: Mockingjay – del 2’ fortsætter naturligvis hvor den første del sluttede. Katniss Everdeen har netop overlevet et attentat, hvor hendes tidligere elskede, nu forsat elskede, men også hjernevaskede Peeta Mellark (Josh Hutcherson) forsøgte at kvæle hende. Oprøret lurer i landet Panem, hvor Katniss (næsten) har accepteret sin rolle som iscenesat personificeret symbol på revolutionen, ledet af Distrikt 13’s Præsident Alma Coin (Julianne Moore).
Den naturlige handling for filmen er nu også, hvordan Panems siddende Præsident Snow skal væltes, og om dette foregår med eller uden Katniss i front. Men lige så enkel som revolutionen synes at være, lige så kompliceret er det trekantskærlighedsdrama, som Katniss befinder sig i med sin hjernevaskede Peeta og sit barndomscrush Gale (Liam Hemsworth).
’Hunger Games’-serien har fra første film været fængslende for det yngre publikum, og dens portrættering af det dystopiske land, Panem, hvor alle passer deres sektorjob som slaver af The Capitol, har været spændende at følge. Denne fjerde del i serien synes dog at tabe pusten. Som iagttager er man efterhånden overbevist om, at Katniss altid klarer skærene på den ene eller anden måde, hvilket desværre suger spændingen ud af afslutningen på serien.
Den manglende spænding har filmens instruktør, Francis Lawrence, forsøgt at pynte på ved hjælp af en række jumpscares. Disse skud af adrenalinrush er formentligt det, der holdte mig blot en anelse på kanten af mit sæde under filmen. Desværre for filmen føler man heller ikke det trekantsdrama, som i bedste Bella-Jacob-Edwards-stil ellers skulle vække følelser blandt publikum.
Ligeså lidt føler man også den kamp for demokrati, som revolutionen skal bringe. ’The Hunger Games: Mockingjay – del 2’ formår desværre aldrig at rive en med. Flere gange ville jeg gerne skrige ”FORHELVEDE KATNISS, TAG DIG DOG SAMMEN”; vores hovedrolle synes nemlig at lide af det samme syndrom, der plager mange hovedpersoner i disse teenagefilm, nemlig syndromet ”ekstremt langsom tankegang”. Men når hun først forstår realiteterne, er der heldigvis ikke langt til handling.
Når alt dette er sagt, så er ’The Hunger Games: Mockingjay – del 2’ en enormt veludført actionfilm. Den fungerer simpelthen som en actionpakket seriefinale skal, og den endelige forløsning er skøn. Kampscenerne river en smule i en og man har da en række ”kys ham nu”-øjeblikke.
Heldigvis for filmen byder den også på et twist, for i kampen om magten, hvem er så egentlig de gode og hvem er de onde? I krig bliver alt nemlig gråt, hvilket også udpensles i et par dialoger i løbet af filmen.
Hvis man har set de foregående tre film i serien, er fjerde installation naturligvis også et besøg værd. Det eneste, der kan undværes i filmen, er måske den noget lange afslutnings-outro hvor man ikke ved, om man skal grine eller græde. ’The Hunger Games: Mockingjay – del 2’ blev, som sin forgænger, hverken fugl eller fisk. Serien synes at have tabt noget af pusten og fangede aldrig rigtigt den ild som to’eren ellers lagde op til, men eventyrets afslutning om Katniss var dog alligevel en smule underholdende og varmende.