’Vores mand i Amerika’: Dansk storfilm af bedste skuffe

Copyright: SF Studios

Der er dømt bombekrig med blækpatroner, når den danske ambassadør i USA kæmper for et frit Danmark. Besættelsestiden besøges igen på film – denne gang med et fængslende fokus på krig ført fra skrivebordet.

Vi er langt fra frontlinjerne under Anden Verdenskrig. Faktisk er vi ved en turkisblå pool i det sydlige USA. Lyden af isterninger, der klinker mod glasset, går i fin symfoni med de jazzede toner, der ledsager billederne af Henrik Kauffmann (Ulrich Thomsen) og hans familie. De har dase-dag ved svømmepølen.

’Vores mand i Amerika’ er den næste film i rækken (’Flammen og Citronen’, ’Hvidsten Gruppen’, ’De forbandede år’) til at genfortolke det stadige danske traume over besættelsestiden (1940-45).

Historien, der er inspireret af virkelige hændelser, fortælles denne gang fra fronterne på Henrik Kauffmanns skrivebord i Washington DC – og gud ske tak og lov for det. Det er en ny vinkel på historien, og allerede dér er jeg positivt stemt.

Kauffmann er Danmarks ambassadør i Amerika. Da Danmark ikke længere er frit, tager han pennen i egen hånd for at modsige sig den danske neutralitet og dermed tyskernes stramme greb om fædrelandet. Med underskrifter og baghåndsaftaler får han sat sit præg på Danmarkshistorien.

På hjemmefronten

Dét der kunne være filmens største problem – at fortælle en historie om krig uden bombefly, store eksplosioner og onde sergenter – bliver faktisk dens største force. I stedet for at bruge klassiske motiver for krig bliver billeder fra det huslige domæne kombineret med kampliderlige toner (såsom radiofonisk dundertale) krigens nye spillerum.

Det sker blandt andet i den føromtalte pool-scene. Kauffmanns børn leger flittigt ved poolen til grammofonvenlig musik, men da en af ungerne får en spand vand smidt i hovedet, går billedet i slowmotion og lydsporet i krig. Barnets åbne mund får et sært intenst udtryk: Er barneskriget udløst af rædsel eller af spænding? Lyden af død og ødelæggelse, der hærger billedet, gør mig voldsomt i tvivl. Mine tanker tvinges mod koncentrationslejre, hvor fangerne skulle tage deres tøj af for at ”gå i bad” – det vil sige ført ind i et gaskammer.

Filmen fortæller på den måde historien om Kauffmann og hans forhold til ’hjemmet’ på flere måder. Der er hjemmet i USA i form af stillingen som ambassadør, det fortabte fædreland og et familieliv, der hænger i laser. Kauffmanns kamp mod at miste alle tre ’hjem’ sammenkludres i én alsidig illustration på krig.

Jeg melder krig mod… Danmark!

Børnenes leg forveksles endnu tydeligere med krig i en scene, hvor de leger ”Jeg melder krig mod”. En leg, der involverer en tennisbold og landeterritorier optegnet med gadekridt.

Scenen skaber en subtil sammenhæng mellem børnelege og krigsførelse, der minder om, hvordan krig for mange er en teoretisk størrelse. Krigen bliver ikke kun ført af frontlinjerne af fodsoldater, men også (og nok især) af mænd som Henrik Kauffmann – en papirnussende strateg.

Men er Kauffmann med eller imod det danske folk? Han modsiger sig den danske stats neutralitet og fremfører en egenrådig forhandlingsstrategi, hvor han lover dansk territorie væk – en handling, han på papiret ikke har magt til. En handling, der gav amerikanerne en permanent militærbase (Thulebasen) i det nordvestlige Grønland.

Filmens titel opsummerer dog meget fint dens endelige konklusion. Han er ’vores’ mand i Amerika. Kauffmann fremstilles som en frihedskæmpende helt på linje med Hvidesten Gruppen, der blev portrætteret i førnævnte spillefilmen af samme navn.

Jeg stiller mig en smule mere kritisk over for filmens lidt rosenrøde blik på Henrik Kauffmann, men skriver gerne under på (okay, det var den sidste kontor-metafor), at jeg er inderligt begejstret over denne fornemme fremstilling af Danmarkshistorie.