’Don’t Look Up’ er en særdeles deprimerende film – på den morsomme måde

Copyright: Netflix

Modsat Adam McKays seneste to film ’Vice’ og ‘The Big Short’, hvor han har skildret tidligere hændelser, prøver han denne gang at afspejle nuværende hændelser i en tyk satirisk indpakning med jordens undergang som det sjove omdrejningspunkt.

’Don’t Look Up’ er en absurd komedie om institutionel indifference over for en verdensomspændende krise. Det er nærmest umuligt ikke at drage paralleller til virkelige kritiske emner som klima eller Corona, og filmen er på ingen måde subtil omkring sine temaer.

Satiren er ind imellem sjov, ind imellem sørgelig, men alleroftest begge dele.

Meteor-metafor

På en helt almindelig dag på et helt almindeligt universitet i Michigan opdager et par astronomer noget ekstraordinært og ekstremt alarmerende. Der er nemlig en enorm meteor med direkte kurs mod Jorden, og den uundgåelige kollision vil betyde udryddelsen af alt liv på vores planet.

Magthaverne vil ikke gøre noget ved det, medmindre det passer ind i deres politiske agenda, for de har nemlig alt for travlt med deres midterms og det voksende antal sex-skandaler. Og ikke nok med det; store dele af befolkningen gør alt for at ignorerer truslen, da vores uundgåelige bortgang helst ikke skal ødelægge den gode stemning. 

Synet på menneskeligheden er nærmest så pessimistisk, at McKay får argumenteret ret godt for, hvorfor vi alle fortjener at blive udslettet.

Stjerneregn

Det er næsten umuligt at tale om den her film uden at nævne dens vanvittige ensemble. Man skulle næsten tro, at det var jordens undergang, når så mange af de største Hollywoodskuespillere er at finde i samme film.

Der er tale om Leonardo DiCaprio, Jennifer Lawrence, Jonah Hill, Meryl Streep, Cate Blanchett og Timothée Chalamet bare for at nævne et par stykker.

DiCaprio er naturligvis stjernen og kunne være vel på vej mod sin ottende Oscar-nominering. Han er en af de mere underspillede blandt castet i rollen som den nervøse professor, der pludselig skal håndtere at være en stor mediepersonlighed ovenpå opdagelsen af meteoren.

Det resterende cast er overvejende i den mere karikerede afdeling, men de fungerer stort set alle rigtig godt og får hver deres øjeblikke til at skinne igennem.

Især Jennifer Lawrence har været savnet og gør det virkelig godt som den frustrerede forsker, der råber ud i tomrummet, mens hele verden bare trækker på skuldrene.

Derudover har Meryl Streep og Jonah Hill et forrygende partnerskab som den skamløse præsident og hendes dumme søn.

Det er sjovt, fordi det er sandt

Man kan nok ikke slippe afsted med at anmelde en komedie uden at svare på det presserende spørgsmål: er den sjov? Og det er den! Bare ikke på den tilbagelænede, lårklaskende måde. Mere på den hovedrystende ”hvor er det forfærdeligt, at verden er skruet sådan her sammen”-agtige måde.

Der er uden tvivl mange grin undervejs, men filmen er egentlig sjovest, når den er mere spidsfindig i sin komik. Når allegorien og de aktuelle referencer bliver for indlysende, kan flere scener føles mere som sketches fra Saturday Night Live end tidløs underholdning.

McKay forsøger i sin satire at lange ud efter et utal af personer og institutioner – fra underholdningsbranchen til pressen til internetkultur til store Tech-firmaer til det politiske klima til konspirationsteoretikere, og jeg kunne blive ved. Derfor kan man ikke komme udenom, at filmen mangler en del fokus.

Denne insisteren på, at alle afkroge af samfundet skal have en kraftig overhaling, kan også tydeligt mærkes på spillelængden. Filmen er ALT for lang, mister til tider sit momentum og ender med at føles en smule rodet.

Den kunne have været rigtig skarp, havde den bare varet 1,5 time, men vi ender i stedet med 2,5 time, som aldrig stopper med at være underholdende og vittig, men som også meget ofte bliver for hårdhændet i sine mange budskaber.

Hvis man er fan af McKays tidligere arbejde eller nyder at grine af vores latterlige lille omverden, så er denne store, sortseende Netflix-satsning muligvis filmen, du skal hygge dig med i juledagene. Hvis du altså er okay med, at den er drænet for al optimisme og er omtrent lige så subtil som en kæmpe meteor på vej mod jorden.