Instruktør Ryan Cooglers seneste film er skør, farverig, mærkelig og så vanvittigt original, at man ikke kan andet end at anerkende hans evner som en af nutidens største auteurs – også selvom ‘Sinners’ mix af genrer nok ikke vil være for alle.

Tvillingerne Smoke og Stack er hjemvendt til Mississippi efter syv år i Chicago, hvor de har arbejdet sig op gennem gangsterverdenen – angiveligt arbejdet for selveste Al Capone. Nu vender de hjem med penge og spiritus – irsk øl og italiensk vin – og en plan om at åbne et juke-joint, et spillested for musik og dans.

Michael B. Jordan brillerer i dobbeltrollen som Smokestack-tvillingerne. Hver tvilling har sin egen personlighed, hvor Smoke agerer som storebror og samvittighed for Stacks mere charmerende og drillende persona. Det hjælper selvfølgelig, at Stack går med rød hat og Smoke med blå – en visuel, tegneserieagtig afbildning, der understøtter filmens vilde præmis.

De hverver deres fætter, Sammy “Preacher Boy” Moore (Miles Caton), som spiller guitar og synger blues som ingen anden. Men som Sammys far, præsten Jed (Saul Williams), advarer: “Danser du med djævelen, vil han en dag følge med dig hjem.”

Og det gør djævelen, for før tvillingerne og deres fætter ved af det, er de eftersøgt af… vampyrer.

Remix af genre – på godt og ondt

Delvist inspireret af legenden om delta-blues-gudfaderen Robert Johnson – manden der angiveligt solgte sin sjæl til djævlen ved en skillevej for at opnå berømmelse og rigdom – er ‘Sinners’, som Cooglers tidligere værker, dybt forankret i musik. Musikken fylder mindst lige så meget i fortællingen som selve handlingen.

‘Sinners’ kan bedst sammenlignes med Robert Rodriguez’ ‘From Dusk Till Dawn’ – hvor Tarantino og Clooney spiller to brødre på flugt fra loven, som ender på en bar fyldt med stripper-vampyrer. Men hvor Rodriguez’ film læner sig op ad ironi og kitsch, tager Coogler sin fortælling dybt seriøst.

Første halvdel fungerer som et historisk, prestigefyldt drama om den amerikanske drøm og raceadskillelse i Syden – og først omkring midtpunktet introduceres vampyrplottet.

Vampyrene vil bestemt ikke være for alle, da det kan virke pludseligt, og den realistiske fortælling om tvillingerne fungerer så godt i sig selv, at man næsten ærgrer sig over skiftet. 

Har du nogensinde danset med djævelen i det blege måneskin?

Heldigvis fungerer vampyr-segmentet også – det er veludført og meningsfuldt, men man kan ikke lade være med at længes efter at få begge historier fortalt separat. En prequel om tvillingernes gangsterliv i Chicago føles som en oplagt idé – men den bliver punkteret af filmens overnaturlige drejning.

Alligevel er Coogler så dygtig, at han allerede inden vampyrernes ankomst bruger overnaturlige elementer til at visualisere, hvordan musik transcenderer generationer. Når den smukkeste blues spilles, åbnes en slags port mellem fortid og fremtid – mellem forfædre og efterkommere.

Et imponerende one-take-skud gennem en koncertscene visualiserer netop dette. Det er mærkeligt, farverigt og dybt dragende – præcis som resten af filmen.

Musikken er en port til sjælen

Kultur og arv er filmens røde tråd. Musikken bliver ikke bare en del af æstetikken, men en metafysisk kraft – og vampyrernes mål.

Jack O’Connells ondsindede Remmick, der har en forkærlighed for irsk folkemusik, vil bruge musikkens evne til at møde sine forfædre igen.

Vampyrerne bliver et synomyn på undertrykkelse – en visuel metafor for raceadskillelse, hvor sort kultur blot ønsker at eksistere, spille musik og feste. Men det får de ikke lov til, inden den hvide (vampyr)mand bryder døren ind – naturligvis kun efter de har fået adgang over dørtærsklen.

Der sker pludselig meget i denne musikalske vampyrfilm, og der jongleres med enormt mange originale ideer. Men man må tage hatten af for Coogler: Han formår at balancere det hele med så stor gravitas, at alle idéerne lander et godt sted, hvor skæve eller vanvittige de end er.