35 år efter premieren står ‘Goodfellas’ stadig som et episk mesterværk – en intens og stilfuld fortælling om gangsterliv i New York, strakt over flere årtier.

Henry Hill vidste allerede fra en ung alder, hvem han var. Han så op til mændene, der styrede gaden fra fortovets skygge – dem, der sad og spillede kort, parkerede hvor de ville og sprang køerne over. I en verden fyldt med usynlige eksistenser, var de nogen. De lavede reglerne. For Henry Hill var det mere værd at være gangster end at være præsident.

Poetisk kaos 

‘Goodfellas’ fra 1990, instrueret af Martin Scorsese, er ikke bare en almindelig gangsterfilm, men en hypnotisk rejse gennem magtens forførelse og moralske deroute.

Fortællingen er baseret på virkelige hændelser, hvor vi følger Henry Hill (Ray Liotta) gå fra en lille beundrende dreng til et fuldblods mafiamedlem. Gennem en intens voiceover og en rytmisk, nærmest musikalsk klipning, bliver publikum ikke bare tilskuere, men medskyldige.

Allerede fra første sekund sætter filmen tonen med en voiceover, der fungerer som Henrys indre monolog – ikke som refleksion, men som en forklaring på, hvorfor gangsterlivet var det eneste, der gav mening. Brugen af voiceoveren giver seeren en følelse af intimitet og medskyld.

Voiceoveren fungerer dog samtidig også som et kommentarspor til scenerne, som skaber en kontrast: vi ser vold og glamour, mens vi hører en rolig og selvsikker stemme fortælle historien. Denne voiceover går hånd i hånd med musikken, der også skaber stemningen og som efterlader os tryllebundet. 

Scorsese formår at kreere en film, som fremviser brutal realisme på en nærmest poetisk måde. Kameraet glider elegant gennem baglokaler og restauranter, og viser os den lukkede inderkreds, hvor karaktererne i det ene sekund interagerer som gamle venner og i det andet slås, som var de fjender.

Midt i de mange karakterer har vi den gyldne trio, bestående af den allerede nævnte Henry Hill, samt Jimmy (Robert De Niro) og Tommy (Joe Pesci), som begge skaber enestående portrætter af loyalitet, vold og vanvid.

De forskellige aspekter af filmen smelter sammen, og bliver til et stort kaos; gangsterlivet virker i starten dragende, men vi ser så småt imperiet brase sammen. 

Selvdestruktivt image 

Som seer bliver man trukket så dybt ind i fortællingen, at det føles, som om man selv er en del af plottet. Man lever med karaktererne – og frygter med dem. Den uro, der opstår, skyldes ikke kun volden, men det grundlæggende vilkår, at når man først er inde, kommer man ikke ud igen.

Gangsterfamilien bliver din nye familie – og den eneste, du kommer til at omgås resten af livet. Men selv et liv i inderkredsen er ingen garanti for sikkerhed. En enkelt fejltagelse, en svaghed, et brud på loyaliteten – og du er væk.

Filmen gør det klart fra starten: tillid er skrøbeligt, og volden er altid lige under overfladen. Det skaber en konstant uro hos seeren, fordi man aldrig ved, hvornår alt vælter.

Karaktererne optræder med en selvsikkerhed og overbevisning, der smitter; man tror på deres planer, lige indtil det hele kollapser. Og det sker med samme effektivitet og brutalitet, som filmen selv opererer med. 

En væsentlig del af filmen handler også om image – om, hvordan man fremstår i andres øjne. Man skal være frygtet, men samtidig klog og strategisk. Være forskruet, men stadig fokuseret og opmærksom. Hvis man er gift, forbliver man det – for skilsmisse ville sende det forkerte signal. I det miljø er det ikke de ydre fjender, der skræmmer mest, men karakterernes egne impulser og ustabile temperamenter.

Denne selvdestruktive tendens ses især i Tommy. Hans uforudsigelige og eksplosive natur kommer tydeligt til udtryk i to af filmens mest ikoniske scener: da han skyder den unge tjener, og i den ubehagelige, men næsten komiske “You think I’m funny?”-scene.

‘Goodfellas’ er en af de mest ikoniske gangsterfilm i filmhistorien. Vi ser ikke kun en skildring af et kriminelt miljø, men går også i dybden med en psykologisk undersøgelse af menneskets grådighed, loyalitet og magt.

Det er en film, der ikke nødvendigvis beder om seerens sympati, men tvinger dem til at se med og mærke konsekvenserne af at være ”nogen” i en verden fuld af nobodies. 

Filmen er en klassiker uden lige og det kan helt klart anbefales, at man benytter sig af muligheden for at se eller gense den i biografen, når den får repremiere i de danske biografer 8. maj 2025, 35 år efter dens oprindelige biografpremiere i november 1990.