Tom Cruise dominerer det store lærred til lands, til vand og i luften, når han for ottende gang er aktiv som specialagent Ethan Hunt i endnu et actionbrag med stunts i verdensklasse.

IMF-agenten Hunt er stadig oppe imod den usynlige fjende, “Entiteten” – en højtudviklet, avanceret kunstig intelligens, som kan forudsige mulige fremtidsscenarier. Det er op til Hunt at forhindre den i at hacke globale cyber-sikkerhedssystemer og sætte verdensfreden over styr. Et plot som bliver underligt relaterbart i en tid med debat om ChatGPT og udenrigspolitiske uenigheder.

Christopher McQuarrie instruerer for fjerde gang i ‘Mission: Impossible’-universet, og samarbejdet mellem ham og Cruise går tydeligt op i en højere enhed. Filmen er visuelt virkelig flot, og endnu engang er den fuld af vilde lokationer, ganske god CGI og ikke mindst spektakulære stunts. 

Klassisk action på topniveau

Selvom den første ‘Mission: Impossible’ er næsten 30 år gammel – og Tom Cruise det dobbelte -, så er kvaliteten af action stadig helt i top og nervepirrende som aldrig før. Et sammensurium af sofistikerede nærkampe, kreativ brug af locations og rekvisitter samt Cruises millimeterpræcise dedikation til projektet bliver en sand adrenalinfryd.

Særligt to scener sætter sig fast: én i luften og én under vand. I luften jagter Hunt en bekendt fjende i (eller måske skulle man sige ’på’ eller ’omkring’) et gammelt Boeing Stearman dobbeltvingefly fra 1930’erne, og det er længe siden, jeg har set en så intens og fed luftjagt. 

Hunt skal derudover bjærge en vigtig genstand fra en sunket, russisk ubåd i Beringhavet. Dette kan jeg *hånden på hjertet* sige, er den absolut bedste dykkerscene, jeg nogensinde har set i en film. 

Scenen er så tilfredsstillende, fordi dykkerteknik, dykkerudstyr og risiko for dykkersyge for alvor tages seriøst i en actionfilm, noget der ellers ofte skippes let og elegant henover. Det understreger, hvor vanvittigt farlige og ikke mindst hvor fysisk krævende Hunts missioner faktisk er – så ja, dykkerteknik er hermed vigtigt for et actionplot. 

Stærkt med stærke kvinder

Den listige mestertyv Grace (Hayley Atwell) er et glædeligt gensyn i The Final Reckoning. Hun er ligesom i forrige film et friskt pust, som ikke bare stoler blindt på Hunt, men udviser en realistisk frygt og mistillid til både egne og andres evner. 

Atwell spiller en oprigtighed ind i Graces reaktioner, som føles autentiske for en ikke-spion i en ekstrem situation.

Mange roller, som tidligere har været domineret af mænd, spilles i denne film af kvinder. Det er befriende at se kvindelige piloter, soldater og topledere i en actionfilm, og det skaber ikke kun balance, men også ny energi, realisme og kompleksitet. 

Det er faktisk allermest befriende, at det ikke engang påtales, men bare er naturligt i filmuniverset. Hermed etableres det som faktum og afspejler en moderne virkelighed, som stille udfordrer gamle kønsroller. 

Større drama, mindre humor

‘Mission: Impossible – The Final Reckoning’ får samlet de syv forrige film rigtig fint sammen i denne. I en blanding af flashbacks, gensyn med gamle karakterer og nye informationer får Cruise og McQuarrie bundet en solid sløjfe på franchisen. 

Filmen tager dog også på visse punkter sig selv en smule for seriøst. Vi mangler lidt Cruises underspillede stress og tørre, humoristiske tone undervejs, som vi har oplevet i tidligere film. Denne her er meget amerikansk. Det er kun Hunt, der kan regne alt ud, det er kun Hunt, som fjenden vil have fat i, og det er kun Hunt, som kan redde dagen. 

Så hvis man ønsker et drama, hvor man aldrig ved, hvis liv der er sikre, så er dette nok ikke lige filmen… Men hvis man er her for action og for Cruises fantastiske stunts, vil man kunne se ham brillere som altid og aldrig før i denne action-basker.