Marvel Cinematic Universe udvider endnu engang. Det nye skud på stammen hedder ‘Thunderbolts*’, og det er et skridt i den rigtige retning for universet.

I ‘Thunderbolts*’ samler Marvel Studios en god portion antihelte, der alle arbejder for Valentina Allegra de Fontaine (Julia Louis-Dreyfus). Efter at være blevet forsøgt tilintetgjort af Valentina, ser de sig nødsaget til at udføre superhelte-lignende teamwork for at redde sig selv, hinanden – og muligvis hele verden.

Ved at have antihelte i hovedrollerne skiller filmen sig ud fra de efterhånden mange Marvel-produktioner. Det føles nogenlunde friskt og er et spændende take på, hvordan en Marvel-film kan se ud. Filmen kommer dog i sidste ende til at ligne alle de andre lidt for meget, og det er ærgerligt, at de ikke tør gå planken ud. Der er nemlig et stort potentiale i projektet.

Nye og gamle bekendtskaber

Castet er generelt rigtig fint, og der er gode præstationer i blandt. Mange af karaktererne er gengangere fra tidligere Marvel-produktioner, men der sniger sig også en nytilkommer med i mikset. 

I front er Florence Pugh i rollen som Yelena Belova, og hun beviser endnu engang, hvorfor hun er en af verdens dygtigste skuespillere. Rigtig meget af filmen afhænger af hendes præstation, og hun slipper glimrende af sted med den. Julia Louis-Dreyfus er også ganske god og formår at skabe en interessant antagonist til superhelte-teamet. Hun er som altid karismatisk og bruger sin naturlige charme til at skabe en underholdende karakter.

Filmens komiske højdepunkt er Wyatt Russells John Walker, hvis øretæveindbydende arrogance er genstand for mange grin. Det er dog meget tydeligt, at det er David Harbour, der er påtænkt at være filmens helt store comic relief. Stort set alt, hvad der kommer ud af hans mund, er leveret som en joke. Med undtagelse af et par vellykkede replikleveringer er hans portrættering af Red Guardian dog ganske trættende. Filmen synes, at den karakter er væsentligt sjovere, end den rent faktisk er.

Det nye medlem af Marvel-familien hedder Lewis Pullman. Han spiller karakteren Bob, der har været udsat for eksperimenter af Valentina. Ligesom i Red Guardians tilfælde synes filmen også, at Bob er sjovere, end han er. Mange jokes er baseret på, at navnet Bob i sig selv er hylende morsomt. Det er det ikke.

Omtrent midtvejs i filmen sker der dog et skift i Bob-karakteren, og herfra fungerer Pullman væsentligt bedre. Træerne vokser aldrig ind i himlen, men der er grobund for en spændende tilføjelse til universet.

I den rigtige retning

De seneste år har Marvel fået stor kritik for især effekterne i deres film. Dårlige CGI-løsninger har fyldt alt for meget. Med ‘Thunderbolts*’ er det dog tydeligt, at der er gjort noget mere ud af det. Effekterne er hele vejen igennem ganske fine, og det kan i særdeleshed mærkes på action-scenerne.

Der er en højere gravitas, end det tidligere har været tilfældet. Det gør, at action-scenerne føles mere virkelige og konsekvensfyldte. Bevares, vi befinder os stadig i Marvel-land, og CGI fylder en hel del; også en smule for meget. Der er dog en positiv udvikling at spore.

Positivt er det også, at filmen forsøger at dykke ned i karakterernes psyke. Filmen vil mere end bare fortælle en overfladisk superhelte-historie. Især Yelena Belovas traumer bliver undersøgt gennem tematikker som ensomhed og skyldfølelse. Det ender dog med at blive en smule klichéfyldt.

Marvel har også været kritiseret for, at MCU i sin helhed har virket retningsløst de seneste år. Det retter ‘Thunderbolts*’ ikke hundrede procent op på, men filmen gør noget interessant, der peger universet i en spændende retning. Det er længe siden, der har været en så tydelig  retning, som der er i denne film, og enhver Marvel-fan må gnide sig i hænderne over, hvad der venter forude.