CPH:DOX – i sidste ende måske bare en hattebutik

Foto: CPH:DOX

Jeg satte et mål for dokumentarfilmsfestivalen, inden den for alvor gik i gang den 20. marts. At se så mange triste, grumme og urovækkende film som overhovedet muligt.

Jeg måtte give op undervejs. Under vægten fra alle tænkelige problemer og konflikter forvandlede dokumentarfilmsfestivalen mig gradvist mere og mere til en gammel mand, der skuffet over verden trækker sig fra den og bliver indendørs med krydsord og radiospil.

Full-on DRK
Jeg besluttede mig så for at se film, som gamle mænd ser. Først ’The Other Munch’ om den selvudleverende forfatter Karl Ove Knausgårds kuratering af en udstilling på Munch-museet i Oslo. Han interviewes af den måske ligeså kendte norske instruktør Joachim Trier, der står bag mesterværker såsom ’Oslo 31. August’ og ’Reprise’.

Dokumentaren er god, hvis man interesserer sig for enten Edvard Munch eller er Knausgård-fan som jeg selv. Det er spændende at høre ham tale om kålmarker og døden. Karl Ove og Lars er gode sammen; de får noget drenget og ægte frem i hinanden. De fremstår som to unge, charmerende og hamrende skarpe humanister, der taler småskræmt-dragede om smukke kvinder og bliver rørte over landskabsmalerier.

Jeg så også ’Bauhaus Spirit’ om den modernistiske kunstretning, der opstod i Tyskland for hundrede år siden. Her sad jeg i smalfilmsbiografen Grand med smagsdommeren Adrian Hughes på den ene side og to tyskere med pjecer fra den Jyske Opera på den anden og lærte lidt om tysk kunst; firkantede bygninger, skrappe farver og geometriske former – og hvordan man omsætter det til en slags tysk vogue-dans.

Det vil ikke undre mig, hvis du kunne fange én af de to på DRK, inden TV-stationen fusioneres med DR2 i 2020.

Biografsædet som en identitetsmarkør
Da jeg var inde at se en film om Blockchain, var biografsalen fyldt med blege gamere i t-shirts. Da jeg så ’Democracy LMD’ i Altinget, var det sammen med typer, som man kender dem fra statskundskabsstudiet i dyrt, ofte mørkeblåt, tøj og en selvsikker og intelligent attitude. (Det, der nok for alvor adskiller dem fra juristerne, er, at meget af deres tøj er bæredygtigt).

Da jeg så ’Håbets Ø’, var salen fyldt med grønlændere, da jeg så ’et Ægte Par’, larmede salen af publikums grin – og betragtninger fra de iblandt os, der også selv havde downsyndrom. Da jeg så ’In the Realm of Perfection’ om tennisspilleren John McEnroe, var rummet fyldt med mænd og deres kammerater eller fædre. ’Romantic Comedy’ var fyldt med – kan du selv gætte det? – kvinder.

En biografsal har stor betydning for, hvordan man oplever en film. Er den fyldt med latter, har jeg en tendens til at synes, at komedier bliver sjovere, end de måske egentlig er. Ser jeg en film om Bauhaus vedsiden af Adrian Hughes, er jeg måske klogere, end jeg egentlig er. Er jeg blandt tennismænd – er tennis så pludselig ikke spændende?

Jeg har været menneske på mange måder i løbet af CPH:DOX, fordi biografsalene og filmene har givet mig mulighed for at prøve mange forskellige identiteter af, mange nye hatte. Det gør, at et pressekort til CPH:DOX måske mere end noget andet er et demokratisk værktøj, som man bør give til alle mennesker. Det skaber forståelse – både for dem på lærredet, men også dem i de bløde, bordeaux stole omkring en.