Hereditary


Et mareridt, der langsomt, men sikkert, bringer dig ud på randen af rædsel, holder dig fast, indtil den giver slip, og lader dig falde ned i skrækkens afgrund.

For lidt over et år siden sad jeg i samme biograf til en af de oplevelser, som blev hængende i kroppen i flere dage. Den klaustrofobiske terror i ’It Comes at Night’ var blot endnu et eksempel på den horror-renæssance, som hærger filmverdenen i de senere år.

Unge instruktører med visioner, som rækker udover det nemme og hurtige gys, har fået mulighed for at dele deres terror-indgydende genialiteter med publikum i et næsten uhørt omfang.

I Ari Asters ’Hereditary’ er Annies (Toni Collette) mor netop død. En ting som under alle omstændigheder vil være traumatisk for en familie, men her får det en ekstra konsekvens. Annies datter Charlie (Milly Shapiro) var særligt knyttet til hende, og begynder at se syner om bedstemoren kort tid efter. Hjemmet ude i skoven begynder også at blive fyldt med uforklarlige lyde, og uhyggen kryber langsomt frem, indtil den er altomsluttende og kvælende.

Marens ridt
At man skal se noget udover det sædvanlige, bliver åbenbaret allerede i filmens uovertrufne åbningssekvens; en kameratur rundt i et lokale fyldt med miniature-figurer og ditto rum sluttes af med, at det bevæger sig ind imod et af rummene i noget, der mest af alt ligner et dukkehus, hvor rummet så bliver til Peters (Alex Wolff), familiens søns, værelse.

Den drømmeagtige introduktion til universet fanger perfekt, det mareridt vi skal til at se. Mere end en gang stiller du som publikum dig selv spørgsmålet: hvad er virkeligt?

Ligeså gør faderen, Stephen (Gabriel Byrne), familiens stoiske klippe. Han er skeptikeren og realisten, der forsøger at holde sammen på familien under alle de prøvelser, de bliver udsat for. Det er en lille, men alligevel vigtig ting for en film, der udvikler sig så spektakulært, at der er en, som forsøger at holde det hele jordnært og søger efter den mest logiske forklaring.

Det giver nemlig plads til det fantastiske, i dette tilfælde Toni Collette. Frygt, sorg og glæd samt alle andre tænkelige følelser, mestrer hun til UG, og Asters manus giver hende rig mulighed for at vise talentet på ypperste vis. Der er en dualitet i Annie-karakteren, som nemt kunne have endt i plat overspil, men i Collettes kompetente hænder bliver det en perfekt udført linedans.

En symfoni af horror
Underlægningsmusikken, en af mine personlige kæpheste, lægger voldsomt ud og er ærlig talt lidt anmassende, men som filmen skred frem, gav det mening. Legen med ikke alene musikken, men lyddesignet generelt har en diabolsk legesyge, som flere gange får mig til at rykke rundt i sædet.

F.eks. laver Charlie en ”klik”-lyd med tungen, som er sjov og pudsig til at starte med, men ender med at være en af de mest ubehagelige lyde, en horrorfilm har budt på. En lille, men super sadistisk detalje, der cementerer følelsen af rædsel.

’Hereditary’ er årets horrorfilm og præcis så modbydelig, som aficionados af genren kunne ønske sig. Den starter langsomt ud, men sætter så turbo på i en infernalsk sidste tredjedel, der efterlader biografsale i absolut tavshed over det, man lige har set. Åh, hvilken vidunderlig stilhed!

foto: kino.dk