Kedi

stjerner5

af Fred Hoff
30. november 2017

Den længste youtube-distribuerede kattevideo hidtil er sjovt nok også den bedste.

I skrivende stund har jeg aldrig har haft nogen betydelig entusiasme for tamme rovdyr, og det var altså med en mundret portion skepsis, at jeg kastede mig ud i Ceyda Toruns nye dokumentarfænomen. For at tilføje yderligere bekymring blev det gjort mig klart, at filmen debuterede på streamingtjenesten YouTube Red, og jeg blev ramt af en altomfattende frygt for at lande i den mørkeste af YouTubes kroge: ”skægge katte videoer”.

Heldigvis er det hverken skateboardkørende eller klavervirtuose dyr, der fylder skærmen i ’Kedi’, men tværtimod et voldsomt tæt kig på ganske almindelige gadekatte og deres daglige gang i Tyrkiets største by. Kattene har en helt særlig symbolsk og praktisk betydning for Istanbul, og dokumentaren følger både kattene og menneskerne, som har at gøre med dem til hverdag.

”Katte ved, at gud eksisterer”
Tyrkiet er et primært muslimsk land, og religion kommer også til at betyde en del i byboernes forståelse af de små pelsede væsner. ”Hunde tror, at mennesker er guder, men katte ved, at gud eksisterer, samt at mennesker blot er mellemmænd”. Denne småfilosofiske tilgang til kattens utaknemmelige og frie natur går igen i filmen og mange af Istanbuls beboere synes at dyrke beskyttelsen af og kærligheden til dyrene på et for udefrakommende nærmest uforståeligt niveau.

En sætning der bliver sagt usandsynligt mange gange i ’Kedi’ er ”katte er som mennesker”. Hver gang det sker, knyttes min næve en lille smule tættere, og jeg får ubehagelige flashbacks til samtaler med velmenende katteejere, som har forsøgt at forklare mig deres husdyrs unikke personligheder. Det er desværre aldrig lykkes mig at se mennesker i pelsklædte museædere.

Psycho-mis
Så blev jeg forelsket. En halv time inde i filmen mødte jeg en dame helt efter mit hjerte, og hendes navn er Psikopat. En aggressiv og jaloux anlagt fisketyv som dagligt spreder skræk og rædsel på sine patruljeringer af Isanbuls gader. En feline femme fatale, som dagligt tæsker både hunde tre gange sin størrelse og sin mage, hvis han spiser før hende. Psikopat er en ægte bitch, og for første gang nogensinde blev jeg forført af en kvinde med knurhår.

Det skyldes formidabelt klippearbejde af Mo Stoebe, at samtlige katte faktisk får hver sin klart definerede personlighed, så til min store overraskelse blev jeg lynhurtigt fascineret af stort set dem alle sammen. På 80 minutter møder vi en professionel rottedræber, en høflig aristokrat, to bandeledere i kamp om et territorie og mange andre. Alle sammen med både hale, pels og masser af karakter.

Efter en time er jeg mæt og glad for min nyligt erhvervede respekt og sympati for kattedyret, men desværre fortsætter filmen 20 minutter yderligere. ’Kedi’ synes ramt af Peter Jackson-syndrom og har, hvad der føles som fire på hinanden følgende slutninger, som alle er nydelige, men med samme statiske musik hele vejen igennem bliver den sidste del af filmen en kende for repetitiv.

’Kedi’ har succesfuldt konverteret mig til spirende katte-entusiast, hvilket er en uhyre prisværdig bedrift. Mesterligt klippet og med et for det meste nydeligt soundtrack fra Kira Fontana er filmen en unik dokumentaroplevelse, som på trods af sit tab af pusten i sidste tredjedel klart kan anbefales til især katteelskere, men også almindelige dødelige. Som et plus er dette også en debutoptræden for Psikopat, som jeg spår en fremragende karriere.

Foto: Charlie Wuppermann – www.hammerpr.dk