Maskiner

stjerner4

af Morten Kildebæk
30. november 2017

Fascinerende billedside indfanger med det samme publikum og overstråler samtidig et lettere overfladiske indhold.

Industrialiseringen har uden tvivl gjort meget for vores civilisations udvikling og rigdom i dag. Der er dog heller ingen tvivl om, at en del af samfundets menneskelighed er druknet i kapitalismens effektiviserende bølger. Vi er flere der ofte glemmer, at de personer, som befinder sig nederst i fødekæden ikke har haft lige så stor glæde af vestens økonomiske fremgang som os selv.

I sådan et tilfælde er det oplagt, at kunstneren rusker lidt til sine medborgere. Kreativitetens betvinger har evnerne til at udfordre samfundets dominerende idéer og tendenser med sine værker. Samtidig er der en reel chance for at tale til beskuerens følelsesliv og medmenneskelighed. I ’Maskiner’ vælger den debuterende instruktør Rahul Jain bevidst ikke at benytte sig af disse muligheder.

Rytmiske robotkroppe
Filmens intention er at beskrive miljøet på en klædefabrik i den indiske by Gujarat, og koncentrationen ligger først og fremmest på arbejdet og rytmen deri. Vi hører hverken følelsespåvirkende underlægningsmusik eller en belærende fortællerstemme. I stedet observerer vi de ansattes rutineprægede og opslidende hverdag på fabrikken. Enkeltheden er ganske forfriskende.

Der er en skærende kontrast imellem de farvestrålende tekstiler og det beskidte fabriksmiljø, hvor larmende maskiner og senede, svedende kroppe følges i takt. Kameraet glider rundt mellem de slidende skikkelser og giver virkelig beskueren en sanselig følelse af at være der selv. Filmen indeholder ikke den store afveksling, men det ville jo også have været misvisende over for de portrætterede menneskeskæbner. De lange indendørssekvenser bliver næsten klaustrofobiske i deres ensformighed, og det afføder derfor en overvældende lettelse, når man en sjælden gang bevæger sig udenfor i dagslyset.

Indimellem holdes der korte pauser fra arbejdet, hvor de ansatte interviewes omkring deres situation på fabrikken. Flere allerede kendte sandheder bringes frem – f.eks. at det er svært at danne fagforeninger, hvorfor arbejdstiderne og lønnen fortsat er umenneskelige. Den mest interessante samtale er med fabrikkens chef, som med forargende udtalelser bliver ansigtet på denne umenneskelighed. Det er nemlig tydeligt, at han ikke ser sine undersåtter som andet end funktionelle kroppe, der skal presses til det yderste.

Hvad skal man gøre ved det?
Filmen bringer ikke noget nyt til diskussionen om arbejdsforhold i Den tredje verden. Som forkælet vesterlænding bliver man, gennem smukt filmede billeder, bekræftet i sine forestillinger om underbetaling og opslidende 12-timers-vagter. Som observerende dokumentar gives der intet svar på problematikken, og det er instruktøren meget bevidst om.

Mod filmens slutning har han i stedet valgt at inkludere en scene, som skal fremprovokere en reaktion hos publikum. En stor gruppe frustrerede arbejdere bebrejder instruktøren for ikke at gøre noget ved de problemer, som han skildrer. De har mange gange før haft besøg af bedrestillede personer, som har lyttet med forstående miner, men som i sidste ende ikke har forbedret noget som helst.

Kritikken rammer også publikum, som måske harmes over de hårde arbejdsvilkår, men alligevel ikke forsøger at ændre på tilstandene. ’Maskiner’ bliver ved med at rumstere i baghovedet, fordi vores rolle som passive beskuere bramfrit udstilles af arbejderne selv. Dette kort beskrevne dilemma forbliver dog blot en smagsprøve på, hvad filmen kunne have været.

Den visuelle side er forbilledligt fascinerende, og vi indfanges fra start, hvorfor det er lidt af en forspildt chance ikke at belyse konflikten med større grundighed og dybde. Havde Rahul Jain været mere ambitiøs og slagkraftig i sin kritiske journalistik, kunne han virkelig have udfordret publikum. Man begejstres af den æstetiske vision, men frustreres en kende over det uforløste potentiale.

Foto: REEL Pictures