Mr. Gay Syria – MIX

stjerner4

af Fred Hoff
5. november 2017

Giver det mening at afholde skønhedskonkurrencer midt i en krigstid? Det gør det nu.

Der er krig i Syrien, og flygtningestrømmen ud af landet er historisk massiv. Alligevel beslutter en lille gruppe af syriske LGBT-flygtninge i Istanbul at afholde en Mr. Gay Syria-skønhedskonkurrence og sende vinderen til Mr. Gay World i Malta. Deres mål er at skabe større opmærksomhed omkring rettighederne for homoseksuelle i de Arabiske lande.

I Ayse Topraks dokumentar ’Mr. Gay Syria’ følges især den unge frisør Hussein, som ud over at være homoseksuel syrisk flygtning også lever et dobbeltliv med en stærkt religiøs familie og en lille datter. I filmen lykkes det nydeligt at portrættere Hussein som en på en og samme tid smuk og tragisk karakter, der bærer en alt for stor byrde i en alder af 24 år. Hussein er fremragende.

Var der ikke en krig?
Til at supplere ham finder vi flere farverige personer fra Syriens meget lille LGBT-miljø. Der er den hotpants bærende Wissam, den lalleglade Omar og Mahmoud, som er manden bag hele projektet. Det er både filmens fordel og ulempe, at der bruges langt mere tid på at følge syrerne i deres respektive hverdage og udfordringer, end der gør på den krig og medfølgende flygtningestatus, som er fundament for hele historien.

Problemet er, at hverdagshyggen og fjolleriet flere steder kommer til at virke distraherende for, hvad Toprak vil med ’Mr. Gay World’. Samtidig er det en kæmpe styrke, at krigen får lov at hænge som en mørk og sjældent bemærket sky over Husseins eventyr om seksualitet og frihed. Når det virker, virker det, og det gør det langt det meste af tiden.

For et langt stykke af vejen er det ikke en dokumentar om krig og flygtninge, men tvært imod om personlig stolthed og kampen for frihed. Visse steder bliver det ret voldsomt. For eksempel, da Mahmoud, Hussein og de andre deltager i en Gay Pride parade, som på aggressiv vis bliver afbrudt af tungt bevæbnede og talstærke betjente. Det er pludselige spændingsudbrud som disse, der redder ’Mr. Gay Syria’ fra at blive kedelig med dens relativt sløve tempo.

Barberen i Istanbul
Den største reservation, jeg må indrømme at besidde overfor filmen, er at den ikke prioriterer Hussein højere. De andre medlemmer af ”Tea and talk”, som deres klub hedder, er charmerende og fine som bifigurer, men deres respektive historier er småklodset fortalt. Derimod er Hussein en så fascinerende karakter, at en dokumentar om hans liv og historie havde været mere end interessant nok i sig selv.

En mere relevant film end ’Mr. Gay Syria’ er sjælden. Fortællingen er livsbekræftende, beundringsværdig og afsindigt tragisk, men de gribende elementer lider under et manglende fokus. Hussein alene gør filmen mere end anbefalingsværdi.