Safari

stjerner4

af Kira Lund
11. maj 2017

Hornet lyder højt på sletten og blæser til beredskab. Jagtsæsonen er gået i gang på Afrikas savanne.

Er der noget så skønt som lyden af en jagtgevær til at bryde naturens stilhed? Som titlen anslår møder vi i Safari en flok tyske turister på udflugt syd for Europa i bush-landskabets kontinent. Mellem det sædvanlige udstyr af bøllehat, kamera og kakishorts er turisterne udstyret med rifler, patroner og et priskatalog over hvad et dyr koster at nedlægge. Det vanlige ’Nok se, ikke røre’ safarikoncept har fjernet ikke i denne mission. Eksotisk og spændende er det for de jægere vi følger i Ulrich Seidls dokumentar, der forsøger både at udstille og forholde sig tyst om moralen i at skyde et dyr fra Simbas kongerige.

Der spankes med tysk medisterpølse på Afrikas landkort
To mænd sniger sig blandt et krat af knoldede buske og forsøger at lave så små lyde på den sandede jord som muligt. De står stille. En gnu er spottet. De tager sigte. BANG.
Et stykke derfra ligger gnuen faldet om på sletten. Indstuderet tager den ene mand hatten af. ’Godt kæmpet’ siger han og klapper dyret. Videre til det vigtige. Billedet. Den anden mand tager mobilen frem. De renser dyret for støv og opstiller det som et flot trofæ. Mens den første mand poserer og den anden mand akavet ligger på jorden for at finde den bedste vinkel forholder filmkameraet sig stille. Observerende. Mobilen klikker derudaf.

Portrætteringen af de tyske jægere i terrænet er både sjovt og foruroligende. Forskellige par og familier bliver opstillet som små tableauer, hvor man følger dem både i vildskabet og i sikre rammer på jagthotellet.  En pensionist drikker øl og bøvser i jagttårnet. Under pauserne ligger ham og fruen fedladent på solstolene. Som pattegrise, der steger i solen høres lyden af fluerne sværmer søvndyssende rundt.

Blandingen af at være ’med ude i feltet’ og ’talking heads’ interviews modsvarer hinanden i en fin, enkel dynamik. Det skaber tid til fordybelse over de karakterer vi møder og den fremtonede komik de bliver pålagt. Samtidig fremstår det desværre som stereotyp portrættering med en lineær handling. Selvom kameraet forbliver en tavs kommentator lægges der ikke skjul på, hvad den hvide turist symboliserer. En naiv narcissist med racistiske undertoner i en verden, hvor kapitalismen og neoimperialismen eksisterer hånd i hånd.

Skellet mellem dyr bliver skellet mellem mennesker
De forskellige aktører bliver groft sagt de hvide, de lokale og et observerende kamera, der belyser dem forskelligt. Vi er ikke i tvivl om tyskernes position, da de får al taletiden i dokumentaren.  Deres snak om de nyeste haglgeværer og glæden ved jagt bliver overfladisk og hult, når kameraet i enkelte momenter viser nærbilleder af dyrehovederne, der med stirrende øjne ’lytter med’ på væggen.

Ligeledes fremkommer enkelte billeder hist og her af de sorte medarbejdere, der stirrer stift i kameraet og forholder sig – som dyrene – tavse. Seidl lader det moralske spørgsmål om hvorvidt man kan retfærdiggøre jægerturisternes handlinger stå åbent.

Dette aspekt går tilbage til et af jægernes argumenter for, at jagtordningen hjælper lokalbefolkningen rent økonomisk. Jagtekspeditionens underlæggende spørgsmål om højere politiske instanser bliver kun berørt flygtigt og forholdet mellem de forskellige aktører bliver derfor mere op til publikummet at tyde. Sammenlagt kan dokumentaren ses som et beskidt gulv, hvor de rigtige problemer bliver fejet ind under zebratæppets pragt.