Silvana

Rapperen Silvana Imam lægger ikke skjul på det feministiske projekt i sin musik, men filmen om hende er mest bare flot at se på.

 Dokumentaren ’Silvana’ handler om den svenske musiker (med syrisk litauisk baggrund) af samme navn og er et fragmenteret portræt af årene efter hendes kommercielle gennembrud samt hendes forelskelse i den lesbiske popstjerne Beatrice Eli.

I dokumentarer om kendte mennesker ønsker man som seer at føle, at man allernådigst får et stykke af mennesket bag facaden serveret ved at se filmen. Men det er som om ligningen er svær at få til at gå op på underholdningsfronten, når der portrætteres en kunstner, som i forvejen deler storhjertet ud af sig selv i sin musik.

De tre kvinder bag kameraet lader i høj grad til at være allierede med Silvana. Derfor virker det af og til meget amerikansk og præcist manøvreret, hvad hun deler ud af, selvom det kan være ganske følelsesbetonet. Silvana Imam er uden tvivl enormt interessant, men i sit virke som hyperminoritet der startede fra bunden og nu er på toppen, er det forudsigeligt hvilke synspunkter hun advokerer for. Det hun siger er klogt og sandt, men ikke medrivende, hvis man ikke i forvejen er fan af hende.

Silvana siger ikke undskyld til nogen
I en af filmens første scener ligger hun i skinnende hotpants og ærmeløs T-shirt og spjætter på gulvet, mens radioen udnævner hendes nummer ”IMAM” til sommerens bedste. Hun er ekstatisk, men samtidig mere end bevidst om, hvor meget hun fortjener anerkendelsen. Silvana er nemlig hverken ydmyg eller nede på jorden, selvom hun ligger på gulvet. En attitude det desværre er alt for få kvinder der for lov til at slippe afsted med. Og filmen er på Silvanas hold. Det bliver derfor en oplevelse, hvor man kan forvente at få udfordret sine jantelovstilbøjeligheder. Men den skildrer succesfuldt om end en smule ensidigt, hvordan hendes aggressive meninger og poetiske tekster går op i en højere enhed i hiphoppen, og det er inspirerende og fascinerende.

Smukt iscenesat
Det er efterhånden blevet en kliché indenfor den iscenesatte dokumentar at gøre sin hovedpersons indre kamp tydelig ved at fremstille den fysisk i en konstrueret scene. Det ses i ’Silvana’ i form af at hun skriger ”hvad vil I have fra mig?” ad en skov i bar overkrop, mens underlægningslyden distorter. Fordi de stærkt æstetiserede sekvenser er en så væsentlig sammenhængskraft for filmen, giver det mening i sammenhængen, men det laver ikke om på, at det er en smule opstillet.

Der bliver malet med den brede pensel, når det kommer til at vise, hvor vigtigt og tiltrængt et forbillede Silvana Imam er for unge homoseksuelle piger og kvinder. Der er mange sekvenser med horder af disse i publikum der græder rørte tårer. Der kan filmens humle findes. For Silvana er noget særligt, hun er modig, og hun er inspirerende. Men har man ikke forhåndskendskab føler man sig ikke inviteret helt ind, selvom man venter tålmodigt i 90 minutter.