Two Soft Things, Two Hard Things – MIX Visning

Dokumentar med emotionelt grundlag rammer dybt, når den sammensætter historien om at være LGBTQ og inuit i moderne Canada.

Instruktør, producer og klipper Mark Kenneth Woods tager seerne på en vigtig rejse til Nunavut, Canada, hvor han afdækker hvordan der er at være medlem af LGBTQ samfundet og samtidigt være en del af inuit populationen. Filmen når også at gennemgå kolonisering af inuitterne, den gradvise introduktion af offentlige LGBT events og meget mere.

Ekskluderet fra samfundet

‘Two soft things, two hard things’ er en dokumentar, som lever op til sit navn på flere områder. Titlen animeres ind over et billede af blide snefnug, mens en dyb og nærmest barsk strubesang starter, og man fornemmer hurtigt temperamentet af denne film – det er en fortælling med et konkret mål.

Historien starter med en detaljeret gennemgang af inuit kulturhistorie. Vi bliver blandt andet introduceret til en lesbisk kvinde, med lyst lilla hår, ved navn Jesse og en ung man, kaldt Nuka, som drog fra Nunavut, da han selv var ung, fordi han følte sig selv for udstødt af det lille lokal samfund. Gennem dem, og en håndful andre, leder Woods os sikkert igennem historien om udviklingen og kampen for de lokale. Denne kamp handler både om hvordan de skal beskytte deres kultur, men også hvordan de kan udvikle den positivt til at være mere fremadsigtet og åbne.

Vigtig fortælling

Filmen kom kort efter en omstrækkende diskussion i regionen om at vise LGBT flaget på offentlige bygninger som protest mod Ruslands 2014 Vinter OL. Debatten strakte sig om hvorledes homoseksualitet var et element af inuit tradition, eftersom der var nogle utroligt prominente tabuer om emnet. Samtidigt var der historiske beretninger om adskillige poly forhold imellem de lokale.

En stor pointe som filmen når tidligt, er den om intersektionalitet. Lokal politikeren Jack Anawak læser op fra sin tale, om netop hvordan at inuitter burde kunne forstå følelsen af at være ekskluderet fra samfundet. Den historiske gennemgang af inuitterne afslører den grimme sandhed om hvordan regeringen systematisk har låst befolkningen fast i landskabet.

Dette skete samtidigt med at den romersk-katolske kirke fik etableret deres missionærkirker i de små byer. Her indoktrinerede de hurtigt lokalbefolkningen ved at introducere skrevet sprog og har derefter lagt flere konservative regler for hvordan inuitter skulle leve deres liv. Idéen om ’divide and conquer’ er hvad missionærerne brugte, mens de udviskede inuitkulturhistorie, og med sig, empatien for queer-identieter.

Simpelt men godt

Strukturen af filmen virker til at være baseret på to principper – informationsgivende og foreshadowing. Der er især to begivenheder, som narrativet bygges på, nemlig Jack Anawaks tale, som bliver fortalt som voice-over, og Nunavuts uofficelle pride event, som der bliver vist billeder fra i starten. Det fungerer egentligt meget fint, men der er strengt taget ikke noget innovativt eller især anderledes ved filmens æstetik. Til gengæld kan man klart sige, at hjertet ligger det helt rigtige sted. Jeg tør da godt indrømme, at mange af historierne ramte mig et hårdt sted, og der måske trillede en tåre eller mange ved slutningen af dokumentaren.

Woods får udtrykt en række forskellige perspektiver, som han binder elegant sammen, og det er ved hjælp af en meget logisk fremgang. Filmen er bygget op omkring sine interviews og begivenheder, som kan virke lidt landtrukne. Den når frem til sin pointe i sit eget tempo. Det er nok i sit simple format, at filmen virkeligt driver sit budskab bedst igennem, og i sidste ende er det en fortælling, som bliver hos en bagefter.

Filmen vises som en del af MIX film festival og du kan købe billetter til Cinematekets visning her.