Denne italienske delikatesse er et udsøgt lille måltid til hjernen og hjertet.
Når man er ved at kvæles i blockbuster galskab, så er det befriende med en film der vil noget mere. Ikke bare lamme din hjerne i de obligatoriske 1.5-2 timer, men rent faktisk har en historie på hjertet, som den gerne vil dele med verdenen.
Det kræver mod. Chancen for at et sådan projekt kommer til at gøre folkene bag til millionære er tæt på ikkeeksisterende – vil man risikere alt for den vigtige historie eller ej?
Pio (Pio Amato) er en 14-årig knægt, der bor i et roma-samfund i Calibrien. Her hænger han ud og driver retningsløst rundt blandt de forskellige miljøer af romaer, italienere og afrikanske flygtninge. Da hans far og storebror bliver anholdt og fængslet, er det nu op til Pio at skaffe penge til familien.
Men det er svært at være den voksne, når omverdenen kun ser en stor knægt – og er han overhovedet så voksen, som han selv tror?
Endnu en ny italiener
Den italienske neorealisme dannede skole for, hvordan virkeligheden skulle indfanges og i de seneste år er det, som om flere unge italienske instruktører har søgt tilbage til rødderne og fundet fortidens rå udtryk frem igen.
Jonas Carpignano fortsætter i samme spor, som Matteo Garrone gjorde med gangster-eposset ’Gamorrah’; den ultrarealistiske stil, hvor amatørskuespillere er med til at forankre den virkelighed, som søges indfanget gennem kameraets linse.
Pio Amato spiller for tredje gang rollen som romaen Pio og det samme gør gældende for Koudous Seihon i rollen som Ayiva. De har hver især boet i disse karakterer siden 2014 og 2012 henholdsvis, hvilket tydeligt mærkes. De er simpelthen Pio og Ayiva og kemien imellem de to er så absolut en af filmens store styrker.
Det er Ayiva, som Pio går til hver gang han har brug for hjælp og Ayiva stiller altid op, som den reservebror/far han nu en gang bliver for knægten; hans guide i et liv, som han endnu ikke er klar til at færdes i.
Lille dreng, stor smuk verden
Filmen har et lettere magisk islæt, som giver nogle virkelige betagende visuelle øjeblikke. Åbner med en mand, der går hen imod en hest, som løber rundt og hviner. Vinden blæser og skumringen ligger tungt over landskabet. Han får den til at falde til ro. Det er Pios bedstefar, da han kom til egnen for mange år siden.
Vildskaben og roen, dualismen som Pio endnu ikke kan kontrollere, og dilemmaet mellem at være tro mod familien lige meget hvad eller gøre hvad han mener er rigtigt, ulmer konstant, som gløderne fra det første bål bedstefaderen lavede dengang for mange år siden.
Noget nyskabende finder man dog ikke i værket, det er en klassisk coming-of-age historie. Men en virkelig veludført en af slagsen. Sammenholdt med at det er en videreudbygning af karaktere, som Carpignano har behandler i et større eller mindre omfang siden 2012, så er det indtil videre kulminationen på flere års arbejde.
’A Ciambra’ er en rørende og smuk fortælling om en knægts liv i en lille afkrog af Italien, som man ikke ser så tit – der er charme, smil, tårer og sorg. Denne lille middelhavsperle er den perfekte gave til sjælen, når blockbuster-helvedet bliver for meget og så er Pio Amato og Koudos Seihons sammenspil fantastisk.