Abernes Planet: Opgøret

Abe-pokalypsen er nær i sidste installation af den nye filmserie om de højintelligente primater. ’Opgøret’ konkluderer en af de bedste blockbuster-trilogier i mange år.

Lidt inde i ’Abernes Planet: Opgøret’ møder abernes leder Caesar (Andy Serkis) en menneskepige, der er ramt af en virus og derfor ikke længere kan tale. Obersten for menneskenes hær forsøger at udrydde virussen ved at likvidere alle smittede, men aberne forbarmer sig over pigen. Hun afspejler abernes underudviklede tilstand i særligt første film og bliver en påmindelse om, at veltalenhed og kapaciteten til højtravende filosoferen ikke er afgørende for, om man er menneskelig. Tværtimod er det aberne og deres fællesskab, der i det afgørende kapitel kalder på vores empati.

En abes hævn
Vi følger endnu en gang begivenhederne fra abernes synspunkt, hvor det hele nu for alvor begynder at spidse til. I første film gav et mislykket eksperiment liv til de intelligente aber og i den brillante opfølger, eskalerede den mistroiske abe Koba konflikten med menneskene. I ’Opgøret’ kastes vi direkte ind i den drabelige krig, hvor Woody Harrelsons nedrige oberst leder en tungt bevæbnet menneskehær. Obersten dræber uden skam og i jagten på hævn, drives Caesar lige lukt i løvens hule.

Et sådant plotreferat giver måske indtrykket af, at ’Opgøret’ er endnu en af de blockbustere, hvor alt skal være stor, større, størst. Men det modsatte er faktisk tilfældet. Undertegnede tog sig selv i at vente på det afgørende slag og i stedet se rulleteksterne tone frem. Ikke fordi der ikke kæmpes, for bevares, det gør der. Men folkene bag filmen fokuserer ikke på at overgå sig selv, Marvel og alle de andre i et altødelæggende, apokalyptisk kæmpebrag. I stedet drives historien organisk frem af de karakterer, vi efterhånden kender så godt.

Er det en abe?
Det er bemærkelsesværdigt, hvor hurtigt man accepterer, at aberne kan tale, ride på heste og bruge skydevåben i kampen mod mennesker. Instruktør Matt Reeves, der også stod ved roret på forgængeren, fortæller historien således, at man identificerer sig stærkt med aberne. Det er givetvis en del af budskabet i ’Opgøret’, der i sin kerne spørger, hvad menneskelighed er og i et effektivt greb bytter om på rollerne.

De sublime visuelle effekter gør det legende let at investere sine følelser i et univers, der på overfladen virker komplet urealistisk, men i bund og grund er en maskeret hævnfortælling med følelsesmæssig tyngde. Som i de foregående film reduceres hverken menneske eller dyr til endimensionelle tegneserieskurke. Vi har hver vores forskelligheder og motivationer, men det ukendte er for alle en kilde til frygt og forsimpling.

Abe over menneske
’Abernes Planet: Opgøret’ er den sjældne tre’er, der rent faktisk holder niveauet og afrunder sin fortælling uden at forfalde til vulgær storhed. Selvom film nummer to (’Revolutionen’) stadig er trilogiens stærkeste, formår ’Opgøret’ at bevare nysgerrigheden. Den vover at stille (i hvert fald i blockbuster-regi) svære spørgsmål og fortæller sin historie så behændigt og indlevende, at jeg til slut sad og heppede for menneskets udryddelse. Hvad mon det skal betyde?