Nigeriansk kærlighedsdrama minder os om, at livet ikke er en Hollywood-film, og at kærligheden – desværre – ikke altid overvinder alt

Instruktør Babatunde Apalowo viser historien om to mænd, der udvikler følelser for hinanden i et samfund, hvor homoseksualitet er anset som en kriminel handling. Derfor får de aldrig lov at udforske deres kærlighed grundet frygt og benægtelse – både overfor samfundet og overfor dem selv. Filmen sikrede Apalowo Teddy-prisen for bedste LGBTQ+-film til Berlinalen 2023, og det er helt med rette!

Det prisvindende drama udfolder sig i millionbyen Lagos, hvor motorcykelkuréren Bambino, spillet af Tope Tedala, støder på amatørfotografen Bawa i forbindelse med en fotokonkurrence. Deres relation vokser under dagslange køreture rundt i byen, og hurtigt bliver det klart for begge, at venskabet måske er dybere end som så. Bawa indser det tidligt, og han forstår ikke, at noget kan være forkert, hvis det kan føles så godt. 

Bambino derimod har voldsomt svært ved at acceptere sine følelser, og han forsøger konstant at overbevise sig selv om, at han er heteroseksuel. Han undertrykker lysten til at udforske sin tvivl, han forsøger at være sammen med en kvindelig nabo, og han afbryder kontakten med Bawa i længere tid og af flere omgange. Han ender med definitivt at afvise Bawa, men vender tilbage til ham med et tilbud om venskab, som bliver afslået. 

Smukke, smukke Afrika

Bawas deltagelse i fotokonkurrencen giver filmen både naturskønne og smukke lokationer, som viser både centrum af Lagos og omegn fra den flotteste side. Man blændes næsten helt af æstetikken og glemmer hvor trist og dyster en situation, man faktisk overværer, indtil man pludseligt og ret så brat mindes om det igen. I et nigeriansk samfund, hvor homoseksualitet ikke er accepteret, men decideret ulovligt og strafbart, er det meget forståeligt at Bawa og Bambino er så tilbageholdende med at udforske deres relation. 

Man ser ikke de store følelser, der hænger uden på tøjet eller en lang monolog om kærlighed til et andet menneske, sagt med grådkvalt stemme ude på gaden i regnvejr. NEJ! Man ser et forhold, som kunne være så godt, men desværre aldrig får lov at udfolde sig. Og fordi det hele skildres SÅ realistisk, så behøver vi heller ikke dramatiske virkemidler for at forstå, hvor smertefuldt et dilemma hovedpersonerne står overfor. 

Tedala skal roses for sit skuespil! Han formår at underspille Bambinos følelser, om end de er positive eller negative, til perfektion og med en yndefuldhed, der får det til at se så let ud. 

Forbudt kærlighed

I en tid, hvor LGBTQ+-miljøet og queer-personligheder får mere politisk fokus, støtte og taletid end nogensinde før, bliver denne film særligt vigtig. Vi er langt fra i mål med accept og rettigheder i den vestlige verden, men undervejs i denne film går det for alvor op for en, hvor meget længere vej vi har endnu mange andre steder i verden.

Det bliver tydeliggjort, at det nigerianske samfund (og lovgivningen) er den største, nærmest eneste, hindring for disse to karakterers kærlighed og deres mulighed for udforskning heraf. Filmens politiske budskab lægger op til en vigtig diskussion, hvor historier som denne er nødvendige at sætte fokus på. 

Apalowo kommer stilfuldt henover de politiske emner uden direkte at italesætte dem. Man forstår budskabet klart og tydeligt, selvom man føler, at man ser en historie om ulykkelig kærlighed. Der gøres hovedsageligt brug af meget lange klip uden underlægningsmusik, så man virkelig mærker rummets stemning, karakterernes følelser og deres tilbageholdenhed. 

En hjerteskærende smuk film

Reallyden i filmen gør et kæmpe indtryk og har stor effekt. Scenerne trækkes ud og føles endnu længere af små forstyrrende elementer som gadens trafik og naboers samtaler og diskussioner. 

Dette gør scenerne så naturlige, at man føler sig som mere end bare en flue på væggen.

Manglen på underlægningsmusik under Bambino og Bawas mest intense øjeblikke giver en rå stemning, hvor man føler sig til steder og kan mærke alles følelser til et punkt, som til tider gør det ubehageligt at overvære. 

Filmens tempo er relativt langsomt i de første to tredjedele, men det gør faktisk ikke noget. Der lægges nemlig op til, at der vil ske noget mellem de to mænd så længe, at man virkelig begynder at heppe på dem. Ved flere lejligheder er der lange sekvenser, hvor de to ser hinanden dybt i øjnene i, hvad der føles som en evighed. 

Man når flere gange at tænke alle scenarier igennem, inden der sker mere og nogen afbryder øjeblikket. Men de får bare aldrig den lykkelige slutning, man ellers forventer. Til gengæld får man selv en brat opvågning og indser, at det jo ikke kan ske, fordi det er decideret farligt for dem.

Det er faktisk rigtig fedt, at filmen ikke giver en det, man forventer. Den er sindssygt realistisk af denne årsag. Det er jo sådan verden er. ’All the Colours of the World Are Between Black and White’ er en stærk påmindelse om, hvor meget mod det kan kræve, for at kunne være den man er.