Turen går til Italien i Rasmus Heides tredje udspil med Timo og Ralf.
’Alle for tre’ er marginalt bedre end sine to forgængere. Kan vi ikke bare stoppe den der? Det er en film, der vækker en trang til at fatte sig i korthed. En kunst som Timo og Ralfs fordrukne far, Arno, aldrig lærte. Han dør derfor midt i afsløringen af en stor familiehemmelighed. Men evigt egoistiske Timo er mere interesseret i arven – en veteranmotorcykel til en værdi af 1.4 millioner kr., der ville kunne dække hans gæld i børnepenge og mere til.
Der er bare den lille hage, at motorcyklen står i Italien. Og at den skal gå til Arnos førstefødte, datteren Kim, den førnævnte hemmelighed. Så Timo stopper Ralf i en kuffert og sætter kursen mod Europas støvle. At få franarret Kim cyklen er imidlertid nemmere sagt end gjort. Som en en-kvindes PETA-aktion har hun erklæret krig mod den lokale pelsmagnat, pantomimet af Zlatko Buric, som har fået fingrene i cyklen. Timo og Ralf må derfor slå pjalterne sammen med Kim for at infiltrere brylluppet, stjæle cyklen og sabotere en chinchilla-farm. De der skøre drenge, altså.
CGI og idioti
Før blev humoren i høj grad båret på usympatiske og charmeforladte karakterer, der slyngede idiotier forbi hinanden. Eller, måske ikke så meget båret som slæbt hed ad en glasskårsfyld grussti. Løjerne er blevet væsentligt mere gakkede, og man kunne gisne om en ambition om at få etableret en Olsen bande-serie til d. 21. århundrede. Men i ’Alle for tre’ føles det mere som om vi bare følger Benny og Kjeld, der har fået al Egons vrede og frustration, men intet af hverken hans talent eller charme. Men ret skal være ret og jeg fik da et enkelt godmodigt grin ud af Timos og Ralfs mundhuggeri. Hvilket er mere end serien indtil nu har kunnet prale af. Nu har Rasmus Heide også opdaget CGI-magi og nyder at presse Øgendahl igennem den digitale vridemaskine. Det der med, at Ralf blev stoppet i en kuffert skal i øvrigt tages ganske bogstaveligt.
Selvfølgelig skal der også være plads til en tarvelig parafrase på Austin Powers, når stakkels Ralf må smide tøjet for at skjule sig til en nudistmesse. Desværre er denne overstået, så vi kan få en længere sekvens af Øgendahl der tripper nøgen gennem en fyldt konferencesal.
Alle ringe gange tre
’Alle for tre’ har næsten usandsynligt lidt til overs for sit publikum. Det er en film, der uden at fortrække en mine beder sit publikum om at acceptere plothuller, der er så store, at man nærmest fyldes med ærefrygt. Desværre forbliver det mest frustrerende aspekt af filmen, hvordan den ikke skraber bunden, men i stedet bare står i hukommelsen som endnu en omgang tilforladeligt bras. Næstbedst skal den ses som olie til maskinen. Bedst skal den slet ikke ses – i hvert fald ikke af nogen, der værdsætter egen tid.