Fire mennesker har startet en udlejningsservice. Gruppen udgøres af en sygeplejerske, en ambulancefører, en gymnast og hendes træner. De lejer sig selv ud til familier som for nyligt har mistet et familiemedlem. Familierne har, ifølge gruppen, behov for at vænne sig til tanken om den dødes fravær, og tre gange af fire timer pr. uge kan familien føle den afdødes nærhed i form af substitutten.

Alperne, som gruppen kalder sig selv, klæder sig ud som den døde, tillærer sig dennes talemåder og spisevaner. Gruppens stifter forklarer, at navnet Alperne er valgt ud fra to kriterier: For det første fortæller navnet ”Alperne” ikke noget om, hvad gruppen foretager sig, og for det andet kan ingen bjergkæde afløse Alperne, men Alperne kan afløse enhver anden bjergkæde.

Giorgos Lanthimos, filmens græske instruktør, har lavet en film om en spændende tanke. Ønsket om at kunne holde fast ved éns elskede bare lidt endnu. I modsætning til hvad gruppens stifter mener, kan et menneske ikke gøre det ud for en død person. I filmen opstår der gang på gang situationer, hvor man er usikker på hvorvidt det er tilladt at grine. Den morbide humor fremkommer gennem alt det som ikke bliver fortalt, og gennem de mange gange hvor substitutterne ikke har forstået, hvordan den døde agerede. Det er en linegang mellem det tragikomiske, det morbide og den store mængde af uforklarede størrelser, og det er hér, Lanthimos brillerer.

Desværre lykkes Alperne ikke. Filmen emmer af gode intentioner, omhandler spændende spørgsmål, og skuespillerne leverer da også fine præstationer. Men Alperne når aldrig at fange publikum, og den formår ikke rigtigt at skabe en form for afslutning. Ikke fordi film som denne nødvendigvis skal besvare sine spørgsmål, men den efterlader én med en utilfredsstillende uforløsning af alt for mange centrale temaer. Dog bør bemærkes filmens åbnings- og slutscene. Disse udgør tilsammen en lille sløjfe som både fascinerer og forbavser.

Af Frederik Schelde-Jensen.