Den 20. juli 1969 landede mennesket for første gang månen. På 50-året for den historiske begivenhed lander den måske bedste dokumentarfilm om ditto i biografen!
Apollo 11-missionen var dengang og er stadig i dag én af verdenshistoriens største odysseer. Månelandingens fascinationskraft lader aldrig til at aftage, og dramaet tryllebinder fortsat unge som ældre.
I det seneste par år har rumkapløbet gjort sig gældende i biografen i form af spillefilm, for eksempel sidste års ’First Man’. Tiden er nu kommet til at lade en dokumentar pryde biograflærredet. Således kan rumnørder verden over med hang til popcorn og sodavand nu fejre det snarlige 50-års jubilæum for Apollo 11.
Det sker med en dokumentarfilm af samme navn, og med instruktørveteran Todd Douglas Miller som ”mission commander”, er der tale om endnu et pletskud!
’Apollo 11’ er en dokumentarfilm med en simpel mission: fortæl hele historien om månerejsen, tur/retur, udelukkende med brug af arkivklip – uden hjælp fra fortællerstemmer og interviews.
Hvorfor?
Ikke fordi det er let, men fordi det er svært!
Fortællingen starter kort tid før affyringen af den gigantiske Saturn V måneraket. Den slutter umiddelbart efter de tre måneastronauter, Neil Armstrong, Buzz Aldrin og Michael Collins, otte dage senere er landet sikkert i Stillehavet.
Arkiv stakit kasket
Historien om månelandingen er der efterhånden tærsket godt og grundigt langhalm på. Når Miller i denne omgang alligevel undgår at forsvinde ud i gentagelsernes og klicheernes vægtløshed, skyldes det, at fokusset på selve missionen er så knivskarpt og fortalt udelukkende med samtidige filmklip.
Det er netop disse filmklip, der hæver ’Apollo 11’ over masserne af lignende dokumentarer.
Miller og hans hold fik nemlig adgang til over 11.000 timers hidtil ukendte 70mm-optagelser af Apollo-11 missionen. De flotte billede i bredformat kombineret med nyfundne lydoptagelser gør, at filmen skvulper over af nye indtryk, oplevelser og indsigter – også hvis man ellers er inkarneret NASA-fan, der kender Apollo-historien til hudløshed.
Og de nye filmklip er gudesmukke! Eminent restaureret står de knivskarpt på lærredet og kommer til sin fulde ret i IMAX-format. Disse optagelser udgør et af højdepunkterne i ’Apollo 11’.
Så snart vi forlader jorden sammen med de tre opdagelsesrejsende, falder vi dog tilbage på de klassiske 16mm-filmklip, astronauterne selv optog i. Her er der ikke noget nyt på billedsiden, og det hele ser selvfølgelig noget grynet ud på det store lærred. De bliver dog stadig præsenteret på medrivende vis takket være den dygtige klipning.
Synthesizers in space!
’Apollo 11’ formår hele tiden at skabe både overblik og spænding ved rumrejsens forskellige aspekter – I kritiske momenter tilføjes relevante informationer i hjørner af billedet, så publikum for eksempel kan følge med i hastigheder, afstand til jorden og så videre.
På elegant vis ”indledes” missionens enkelte faser med et stilfuldt diagram, der pædagogisk og ordløst forklarer de forskellige manøvre, astronauterne må foretage undervejs.
Grebet er, ironisk nok, ikke raketvidenskab, men er alligevel et niveau højere end hvad jeg ellers er vant til fra lignende dokumentarfilm. Resultat bliver, at alle – uagtet forudgående interesse og viden – trygt kan følge med i fortællingen.
Dét er vanvittig god formidling!
Den geniale underlægningsmusik bør også nævnes – komponisten Matt Morton har benyttet sig af analoge Moog-synthesizers fra 1960’erne til at skabe et lydbillede, der både virker mekanisk og space-age, fuldstændigt som de rumfartøjer, der optræder på skærmen. Det er enormt stemningsfuldt, og løfter filmoplevelsen til nye højder hurtigere end en tretrinsraket.
Alt i alt er ’Apollo 11’ et teknisk vidunder at en dokumentarfilm, især i IMAX. Om man er rumnørd eller -newbie, må man ikke snyde sig selv fra denne oplevelse.
Jeg kan ikke vente med at se den igen!
Copyrights: CNN films