Wes Andersons nyeste film er ikke hans stærkeste, men ’Asteroid City’ er et godt eksempel på at den tunge ende af mesterinstruktørens filmkatalog stadig består af mere end hæderlige værker
Det virker utaknemmeligt at være skuffet over en instruktør, der laver en film, som blot er god men ikke fantastisk. Alligevel tillader jeg mig at være en anelse skuffet over Wes Andersons ’Asteroid City’, der netop tilhører den kategori.
I 30 år har instruktøren givet os film, der byder på skøre historier præsenteret på formidabelt æstetisk vis, spækket med rørende patos, forrygende skæv humor og et hav af stjerner i underholdende roller. I hans nyeste film er alle disse karakteristika atter i spil, men bortset fra endnu en fantastisk visuel præsentation, så er resten af elementerne ikke helt så skarpt eksekveret som sædvanligt.
En film i en film?
Filmens fortælling har et meget metakunstnerisk format, der skader mindst lige så meget, som det gavner. ’Asteroid City’ drejer sig nemlig om skabelsen og fremførelsen af et teaterstykke om en videnskabskonference på en amerikansk militær videnskabsbase.
Vi følger altså med i, hvad der bag scenen foregår mellem teaterstykkets manuskriptforfatter (Edward Norton), instruktør (Adrien Brody) og hovedrolleindehavere (Jason Schwartzman og Scarlett Johansson). Disse scener udspiller sig dog kun mellem de akter, som udgør selve teaterstykket, der for os tilskuere vises som en film og fylder størstedelen af filmens samlede fortælling. Bøvlet, ikke sandt?
På sit bedste er dette format et ganske effektivt værktøj til at gå imod tilskuerens forventninger. Ligeledes er det en interessant platform for filmens hovedroller til at give komplekse og lidt ironiske præstationer med flere lag. Tag for eksempel Scarlett Johanson, en kæmpe filmstjerne der spiller en lovende teaterskuespillerinde, der spiller en kæmpe filmstjerne.
På sit værste spænder ”bag om scenerne”-sidefortællingen ben for ”teaterstykket”, som sagtens kunne have stået på egne ben som en sjov Wes Anderson-film. Det tilbagevendende fokus på teaterstykkets skabere og de indbyggede metabeskeder om showbusiness trækker momentum ud af filmens klart mest interessante og underholdende del: nemlig fortællingen om videnskabskonferencen.
Stjernespækket forsamling
Filmen fungerer bedst, når der fokuseres på fortællingen, der udspiller sig på den videnskabelige militærbase ’Asteroid City’, navngivet efter en gammel hændelse, hvor en meteor landede der. Her finder en konference nu sted, hvor fem teenagegenier anerkendes for deres seneste opfindelser. Disse opfindelser rækker fra et dødbringende laservåben til en maskine, der kan projektere billeder op på månens overflade.
Genierne har deres forældre med, der udgør nogle af filmens mest centrale karakterer. Bla. hovedpersonerne, krigsfotografen Augie Steenbeck (Jason Schwartzman) og filmstjernen Midge Campbell (Scarlett Johansson) som der på ganske fin og humoristisk vis opstår romantiske gnister imellem. Dette foregår på trods af, at Augies kone døde for blot tre uger siden, hvilket gør, at han også har sine tre døtre (de morsomme Faris-trillinger) og sin svigerfar (en veloplagt Tom Hanks) med, så familien kan bearbejde deres tab sammen.
Resten af karaktergalleriet udgøres af basens personale, en besøgende skoleklasse og en gruppe strandede cowboys.
Rækken af stjerner, der portrætterer disse karakterer, er ekstremt lang, men der er nogle stykker, der formår at stå ud blandt mængden med ekstra underholdende præstationer. Heriblandt er ’The Office’-stjernen Steve Carell virkelig morsom i rollen som manageren for basens motel. Han byder bla. på martinier og juridisk ejerskab over nærliggende landjord, som begge kan trækkes i en møntautomat ude bag hans lobby.
Den helt særlige Wes Anderson-atmosfære
Der er altså masser af skæg og ballade at hente i ’Asteroid City’, og fortællingen tager da også absurde alien-relaterede drejninger på ganske morsom vis. Wes Anderson formår dog aldrig helt at tage humoren til samme tårefremkaldende højder, som han eksempelvis gjorde det med ’The Grand Budapest Hotel’ (2014). Han lykkes heller ikke med at give familiedramaet samme emotionelle vægt som i sit moderne mesterværk ’The Royal Tenenbaums’ (2001).
Til trods for at fortællingen ikke sidder helt i skabet, har filmen stadig Wes Andersons unikke atmosfære. De underspillede karakterer og seriøse tematikker, der forklædes i ”deadpan” humor, resulterer i instruktørens sædvanlige elegante balancegang mellem drama og komedie.
Det er især filmens æstetik, der også tydeliggør, at vi befinder os i Wes Andersons univers. Med henblik på netop den visuelle præsentation kan vi da til gengæld også snakke om noget, der stadig sidder fuldstændig i skabet.
”Bag om scenerne”-delens sort/hvide billeder er på elegant vis filmet helt revyagtigt med stilstående kamera, der fanger hele rum ad gangen gennem en usynlig væg.
”Teaterstykket” er dertil en dynamo af opmuntrende farver, filmet som kun Wes Anderson-film gør, hvor indstillingerne opnår smuk symmetri og charmerende asymmetri samtidigt. Sommerhimlen bærer en skarp azurblå farve, der kontraster vidunderligt med den glødende sandfarvede nærmest orange ørken, som militærbasen er omgivet af. Mange indstillinger pakkes dertil gennem basens faciliteter og karakterers beklædning med skønne pastelfarver, der fuldender instruktørens levende malerier.
Med undtagelse af den visuelle præsentation lever resten af ’Asteroid City’ ikke helt op til instruktørens skyhøje standarder. Dog skinner hans unikke stil stadig nok igennem til at suge dig ind i Wes Anderson-universet, hvilket altid er en fornøjelse.
