Nikolaj Arcel og Mads Mikkelsens genforening (En kongelig affære) i ’Bastarden’ er vel ældet vin på nye flasker. Et næsten for oplagt dansk Oscar-bud.

’Bastarden’ fortæller historien om den fattige soldat Ludvig Kahlen (Mads Mikkelsen), der drager mod den golde jyske hede i 1755 med et mål om at opfylde Kongens kald og opdyrke jorden i håb om opnåelse af status og rigdom.

Amerikanske standarder på dansk

´Bastarden´ er unægtelig en kraftpræstation i dansk film. Filmens produktionsværdi gennemsyrer samtlige aspekter af filmens virkemidler. Musikken er passende grandios af Dan Romer og selvsamme superlativer kan benyttes om Rasmus Videbæks fotografering. Generelt er filmen plastret til med kvalitet på alle ledder og kanter, hvilket resulterer i en yderst tilfredsstillende beskueroplevelse.

De narrative strukturer er stringente og direkte, hvilket munder ud i en helstøbt filmoplevelse, hvor filmen ikke spilder ét sekund af den lige over 2 timer lange spilletid. Arcels instruktion er nøje, aldrig overkommunikerende eller for tvetydig. Allerede indledningsvist kommer dette til udtryk i en fremragende scene, hvor Kahlen finder dyrkbar jord.

Et nærbillede af Mikkelsens fængende mimik og ét totalbillede af heden underlagt Romers fantastiske score fortæller seeren om Kahlens gennemtrængte hunger på rigdom, status og viljen til denne opnåelse.

Denne film er muligvis den mest helstøbte i dansk film, måske nogensinde, men tankerne flyver let over mod en af Paul Thomas Andersons mesterværker nemlig ’There Will Be Blood’ (2007). ’Bastarden’ har uimodsigeligt op til flere narrative og stilistiske paralleller til ’There Will Be Blood’, hvilket udelukkende er acceptabelt taget de to historiers natur i betragtning (jagt på rigdom i barske miljøer og ofringerne på vejen).

Om det alene er konnotationerne tilbage til ’There Will Be Blood’, der gør fortællingen konventionel er svært at sige, men historien i ’Bastarden ’ er altså ingen innovativ en af slagsen, derimod er historien uhyre velfortalt.

Ligevægt på modbydligheds-skalaen

Antagonisten De Shinckel (Simon Bennebjerg) besidder alt det, Kahlen ønsker at opnå, men lever med de tydelig menneskelige bekostninger og humanistiske mangler, som Kahlen bliver blottet for løbende i filmen.

Det er spillet mellem disse to, der udgør filmens væsentligste tematikker med et snært af trekantsdrama med Edel Helene, spillet i øvrigt fremragende flirtende af Kristine Kujath Thorp, som kan sammenlignes med Keira Knightleys kvindelige begær i ’Pride and Prejudice’ (2005).

Mads overskygger hverken Anmai Mus (Melina Hagberg) eller Anton Eklund (Gustav Lindh), tværtimod spiller de hinanden op og resultatet er en varm men konfliktfyldt lille gruppe, som kæmper for deres overlevelse. Ann Barbara (Amanda Collin) er bindeleddet, som rationaliserer Kahlens til tider stædige tilgang.

’Bastarden’ er kroneksemplet på dansk storfilm og besidder væsentlig tiltrækningskraft fra international side, hvorfor det også er et oplagt valg, som det danske Oscar-bud. En nominering er fortsat uvis, men fundamentet for en gentagelse af ’En kongelig affære’ -succesen er lagt, men på en lidt for velkendt måde.