‘Beautiful Beings’ giver de danske socialrealistiske dramaer baghjul, hvad angår ubodelige lokalkvarterer og menneskeligt spild. Det er ikke altid en god ting at gøre skidt værre, men troværdige skuespils præstationer og hæsblæsende voldssekvenser redder filmen fra at være ubærlig at sidde igennem.

Af Jacob Pedersen

Instruktør Gudmundur Arnar Gudmundsson er tilbage med endnu et teenager-gruppe-portræt af en problematisk islandsk ungdom. Gudmundsson bearbejdede sensitivt og nøgternt unges seksualitet i sin spillefilmsdebut ´Heartstone´ fra 2016. Med ´Beautiful Beings´ går han lidt op i alderen blandt sine hovedkarakterer og bliver samtidig langt mere eksplicit.

Indledningsvist præsenteres vi for helvede på jord. Et miljø, hvor socialklasse 5 er på grænsen til en underdrivelse. En slags lagkage af væmmelighed, toppet med cigaret-aske og hundeopkast, og det er ikke engang en overdrivelse. Det bliver næsten for meget af det gode, for der er vitterligt ikke én karakter uden store ar i bagagen.

Gruppen over individet

Vi introduceres til Balli, den lidt for typiske nørd og dermed det oplagte mobbeoffer. Balli føles, både i introduktion og skærmtid, som vores hovedperson, men langsomt ændrer filmen perspektiv og først her får vi en egentlig hovedkarakter i Addi. Addi introducerer Balli til sine to venner, som sammen udgør en trio. Siggi er gruppens mærkelige og spøjse type. Konni er den voldsparate ”formand”, som komplet irrationelt udpeger, hvem deres næste voldsoffer er.

Styrken i filmen er altså ikke de enkelte karakterers historier, for de virker noget så banale og overdrevne. Til gengæld er gruppe-portrætteringen af de her 14-15-årige unge drenge eminent underholdende og følsomt. Disse unge drenge er ikke de skarpeste, men de er tætte og besidder utvivlsomt et stærk bånd. Det hjælpes godt på vej af flere knivskarpe præstationer. Specielt Konni, spillet af Viktor Benóný Benediktsson, også kaldet ”dyret” for sine voldsomhed.

Konni er altid lidt i problemer, der er altid en ældre skikkelse, som er på udkig efter ham. Konni har kun ét middel til at løse sine konflikter på, nemlig vold. Det kommer til udtryk i flere adrenalinpumpende voldssekvenser. Konni har nemlig en ekstrem kort lunte, som Viktor tydeligt får kommunikeret. Man kan ane små ansigtsudtryk, der er så tydelige, så der ingen tvivl hersker om, hvad hans næste træk er.

Specielt to scener springer ud af netop det her. En drive-by med næverne på knallert, hvor han fuldstændig bæstligt nedkæmper en mindre gruppe af unge mænd med sine bare, hårdt-knyttede næver og knallerthjelm, mens Trentemøllers sang ´Deceive´ brager ud af biografens højtalere. Eller da han ene og alene stormer en lejlighed for at banke, hvem end der står i vejen for ham. Disse scener er så adrenalinpumpende, så voldsforherligende at man i momentet fanger sig selv at ville tilslutte Konni på disse minitogter.

Indre og ydre dæmoner

Som førnævnt er vores hovedkarakter Addi, men det er unægteligt Konni, der løber med vores opmærksomhed. Konni er dog den største katalysator for vores hovedkarakters nye rejse. Addi døjer med sine dæmoner, både indre og ydre. For filmen handler dybest set om, hvordan vi takler vores dæmoner. Der eksisterer dæmoner, som vi kan gøre noget ved (vores egne indre), men der findes også helt uretfærdige dæmoner, dem vi er født ind i.

På den måde bearbejder filmen, igennem disse unge mennesker den hjælpeløshed, man kan føle i at bekæmpe de ydre dæmoner omkring sig selv. Uanset hvor meget du slår fra dig, så kan du ikke fjerne dæmonerne omkring dig uden alt for store risici og konsekvenser. Derfor må man arbejde med sine egne, stå ansigt til ansigt med sig selv og sige fra.

Filmen er en sammensætning af et modbydeligt miljø og et smukt portræt af denne gruppe unge mennesker. Der er flere kontraster mellem filmens miljøer og dens udtryk. ´Beautiful Beings´ er med mangel på et bedre ord beautiful. Kameraet er hvilende tæt på vores karakterer, og fokusset er ekstremt smalt. Kameraet er så mesterligt nærværende og til stede, uden det tager fokus fra den egentlige oplevelse. Denne kontrast mellem det smukke og det rå, understreger den uretfærdighed i de kort man er blevet tildelt.

´Beautiful Beings´ er, som helhed, ikke et lige så velstøbt værk som ´Heartstone´, men når den rager højt, så rager den enormt højt. Den er ambitiøs, kompromisløs og flyvende i sin fortælling, såfremt man kan se bort fra et til tider meget karikeret miljø. En værdig svær 2’er fra islandske Gudmundsson, og altså en film man skal opleve i biografen.