Blu-ray anmeldelse af The Grand Budapest Hotel

Den går faktisk stadig i biografen. Den seneste skæve, fantastiske og på alle niveauer farverige fortælling om The Grand Budapest Hotel af Wes Anderson. Det gør den, fordi den er god, og fordi Wes Anderson gang på gang formår at trække folk ind i sine anderledes, men alligevel genkendelige universer, rigt befolket med pudsige karakterer, underspillet humor og en superskarp og kreativ scenografi.

The Grand Budapest Hotel - 20

The Grand Budapest Hotel er fortællingen om et af det sidste århundredes store hoteller i tiden tæt på anden Verdenskrig, i det fiktive centraleuropæiske land Zubrowka. På hotellet regerer Monsieur Gustave H, eminent fortolket af Ralph Fiennes, som er den evigt årvågne, allestedsnærværende og kompetente hotel-concierge. Gustave ’servicerer’  desuden de ældre rige damer på hotellet, med stor fornøjelse vel at mærke, og da en af dem dør vikles den nyansatte Lobby Boy, Zero,  sammen med Monsieur Gustave ind i en arvesag. Herefter står den på eventyr, fængselsflugt og kærlighed. Alt sammen garneret med et galleri af fantastiske skuespillere, der gerne stiller op for Wes Andersons projekter – lige meget hvor lille rollen er. Vi taler Jude Law, Tilda Swinton og Harvey Kartel – men også Andersons mange faste skuespillere som Bill Murray, Owen Wilson, Jason Schwartzman og Willem Defoe. Og mange andre.

Den fornøjelige historie er ikke kun båret af dygtige skuespillere, men også den helt fantastiske scenografi, med et hotel skabt fra bunden til ’nutiden’ 1968 og til ’datiden’ engang i 1930’erne. Delen der foregår i 60’erne er filmet i widescreen, mens 30’erne er i kvadratisk format, et perfekt ekstra touch. The Grand Budapest Hotel er foreløbig Wes Andersons største udstyrsstykke, hvor alt er skabt til lejligheden og selv den mindste detalje er originalt fremstillet – fra interiøret ned til værelsesnøglerne og selv artiklerne i aviserne, som vi kun ser i korte glimt, er skrevet af Wes Anderson selv.

Det er nogle af de ting, man finder ud af, når man ser ekstramaterialet på The Grand Budapest Hotel udgivelsen. Det består overvejende af 4-5 minutter små produktioner om forskellige aspekter af filmen.  Fx får vi opskriften på de små lækre kager, der optræder i filmen – og Bill Murray viser os rundt i byen, Görlitz, hvor filmen overvejende er optaget. Dertil er der omkring 25 minutter med interviews og ’making-of’ materiale. Næsten alt er klippet meget hurtigt, som på den ene side afspejler filmens tempo, men som på den anden efterlader et ønske om at lov at dvæle ved detaljer eller skuespillerenes udtalelser. Der er så meget at gå ind i omkring The Grand Budapest Hotel – men ekstramaterialet slukker ikke tørsten, man vil have meget mere.

Billedkvaliteten er i top og lyden er god. Filmen får 5 stjerner og ekstramaterialet ligger på tre stjerner. Alt-i-alt en god oplevelse!