Bogtyven

Endelig er den her. Filmen som det unge publikum har ventet på. Med Døden (Roger Allam) som fortællerstemme, følger vi den frygtløse og videbegærlige pige Liesel (Sophie Nélisse), og oplever hvordan hun klarer sig igennem årene op til og under Anden Verdenskrig. ’Bogtyven’ er Brian Percivals (bl.a. Downton Abbey) filmatisering af Markus Zusaks bestseller fra 2005 af sammen navn.

“One small fact: You are going to die. Despite every effort, no one lives forever. Sorry to be such a spoiler. My advice is when the time comes, don’t panic. It doesn’t seem to help.”

Døden har travlt fra filmens begyndelse. Allerede i første scene, hvor Liesel og hendes bror er på vej til bedre kår, hos deres nye plejefamilie, tager Døden Liesels lillebror med sig til dødsriget. Til lillebroderens efterfølgende begravelse stjæler Liesel en bog, som kirkegraveren taber. Bogen, som i øvrigt bærer titlen ’The Gravedigger’s Handbook’, kommer til at betyde mere for historien, end man lige skulle tro.

Ved ankomsten til plejeforældrene er Liesel noget pikeret af situationen. Tabet af broderen og farvellet til hendes biologiske mor sidder stadig dybt i pigen. Bedre bliver det ikke af, at plejemoderen Rosa (Emily Watson) er en bidsk kvinde, hvis ordforråd ikke indeholder mange positivt ladede ord. Heldigvis er plejefaderen Hans (Geoffrey Rush) en mere lun og godhjertet person. Og det er da også ham, samt nabodrengen Rudy (Nico Liersch), der får den unge pige til at tø lidt op.

Alternativ børnelitteratur

Rudy tager Liesel med i skole, men hendes første skoledag udvikler sig ikke som ønsket. Liesel kan nemlig ikke læse og udråbes til ”Dumkopf” af de andre med møgungen Franz som hovedmobber. Ham får Liesel imidlertid lukket munden på, for selvom hun ikke har lært at læse, har hun bestemt lært at slå fra sig. Liesel dog vil andet end at slås. Hun beslutter sig for, at lære at læse. Og det bliver med hjælp fra Hans og med udgangspunkt i ’The Gravedigger’s Handbook’, som ellers ikke regnes for almen børnelitteratur.

Sammen med Rudy oplever Liesel optrapningen af jødehadet i Nazi-tyskland, overværer bogafbrændinger samt Krystalnatten. Hun oplever dog også, hvordan ordene og historierne fortryller hende, og hendes læselyst er enorm. Men hvordan kan hun mætte denne lyst i et land, hvor al skønlitteratur er bandlyst? Filmens titel afslører selvfølgelig en del.

Krigen i børnehøjde

’Bogtyven’ er gribende fortælling om krigen set fra børnehøjde. Med Døden som fortæller, får vi indblik i konfliktoptrapningen op til krigen, og hvordan Døden kommer på overarbejde under krigen. Men det er også en fortælling om, hvordan almindelige tyskere hjalp hinanden, hvor de kunne, og for denne film endnu mere vigtigt, hvordan man kunne hjælpe jøder på flugt. Liesels plejefar Hans står nemlig i æresgæld til en gammel krigskammerat og må derfor skjule kammeratens unge jødisk søn for nazisterne. Max (Ben Schnetzer), som den unge mand hedder, har også forkærlighed for det skrevne ord, og sammen med ham dykker Liesel dybere ned i historiernes drømmeverden. Idet Max må blive inden døre, bliver Liesel hans øjne til verdenen udenfor, og hun beskriver den verden, som hun opfatter den.

“If your eyes could speak, what would they say?”

’Bogtyven’ er tilladt for børn over 11 år, og filmen fungerer absolut bedst som en børne- og ungdomsfilm. Nogle greb i historien virker lidt for fantastiske. Det kan skyldes overgangen fra roman til filmmanuskript, men som voksen tilskuer savner man lidt forklaring. Men ikke desto mindre, kan man ikke undgå at blive draget af de flotte billeder og lever sig nemt ind i den spændende historie. Døden som fortællerstemme, er et interessant greb, men fastholder også filmen i dens lidt for fantastiske fortælling. ’Bogtyven’ er ikke årets film – men mon ikke den stjæler nogle hjerter? Jeg var underholdt.