“Your wedding will be huge, just like your ass at prom”. Akja, det er ikke sådan at blive “frenemy” med sin tidligere BFF (Best Friend Forever) det kan både få minderne og kløerne frem. Liv (Kate Hudson) og Emma (Anne Hathaway) har været veninder siden de var børn, og begge har drømt om et juni bryllup på Hotel Plaza, dog ikke med hinanden, men med deres respektive forlovede(r). Men der indtræder jo selvfølgelig en katastrofe uden lige – begge bryllupper bliver ved en fejl booket til samme dato (gisp!). Dobbelt bryllupper er åbenbart ikke sagen, og så begynder damerne ellers at kæmpe om datoen og det famøse Hotel Plaza.

Denne måneds chickflick er endnu en bryllupsfilm med New York som en slags picture perfect baggrund (aldrig har byen set så pæn og ren ud) for den catfight der udvikler sig mellem de to veninder. Ligesom sidste års “Sex & the City”-film centreres handlingen om disse to kæmpe bryllupper. Som man jo skal have fordi man har drømt om det siden man var en lille pige, der dansede rundt i mors sko med et pudevår på hovedet som slør.

Derfor er fokus i første del af filmen holdt på planlægningen af drømmedagen. Alt bliver arrangeret uden hjælp fra de to kommende gomme, der klogt holder sig i baggrunden. Man hives rundt til prøvesmagning af bryllupskagen, blomsterarrangementer og vigtigst af alt – brudkjolen. Det store hvide skrud, der kun kan være en Vera Wang, eller til nød en arvet kjole fra mor der sjovt nok ligner det sidste nye fra Vouge.

Til deres planlægning får pigerne hjælp af en wedding planner (ingen rom-com uden en wedding planner) her spillet af den altid gode Candice Bergen. Mange kan måske huske hende fra “Murphy Brown”, men endnu flere forbinder hende højst sandsynligt med ovennævnte “Sex & the City”, hvor hun spillede chefen fra Vouge. Det er en skam at fru Bergen de sidste par år er blevet en fast spiller i rom-coms, som f.eks. “View from the top” eller “Sweet Home Alabama” for hun har et udemærket komisk talent, der aldrig rigtig får lov til at udfolde sig.

Dette gælder også for de to hovedrolleindehavere, der begge kæmper med et manuskript som halter en stor del af tiden. Det ville have været en langt sjovere film, hvis Hudson og Hathaway havde fået lov til at gå linen ud.  Det er vist meningen at sabotagen af de to bryllupper skal være det ustyrlige morsomme element, men filmen giver aldrig rigtig de to bridezillas lov til at gå helt amok. Tværtimod er pigernes forsøg på sabotage lidt kedelige: en blå hårfarve og en spray tan er de mest fatale forsøg på at ødelægge venindens store dag, og man sidder lidt og tænker “meh” under sabotagen. Først til slut ser man enkelte forsøg på lagkagekomik.

Det lykkedes filmen at hive et par stik hjem ved hjælp af enkelte sjove replikker, og skuespillet fra Anne Hathaway. Det virker som om at Hudson, der også er producer på filmen, spiller den samme rolle som man så i “How to lose a guy in 10 days”, dog i en mindre charmerende udgave.

Det er tydeligt at “Bride Wars” gerne vil stille sig op i rækken af chickflicks som “The Wedding Planner” og “Bring it on” (der er endda tyvstjålet en dansescene fra selv samme film) men filmen kommer til til at fremstå uoriginal, og lidt småkedelig. Biroller er heller ikke til megen hjælp, og man må håbe at Kristen Johnston (3rd Rock From The Sun) har fået en klækkelig løn, for en mere søgt sidekick skal man lede længe efter.

Hvis man er en sucker for chickflicks, og bare må se denne film vil jeg råde til at man i det mindste venter til den kommer på DVD, og så sparer bifpengene.