Af Dorte Winkler

Titlen, Brooklyn’s Finest, henviser til politienhederne i Brooklyn og skal muligvis forstås med et gran ironi. I hvert fald er det svært at få øje på den superregulære og rollemodelsagtige betjent blandt de tre betjente vi følger henover en afgørende periode i deres liv. Tværtimod møder vi den desillusionerede ældre betjent, Eddie (Richard Gere) som er syv dage fra den pension, som skal være et plaster på et langt liv på gaden, og som bliver sat til at oplære nye, unge og idealistiske betjente – et job han bestemt ikke er egnet til – og hvis eneste trøst er en ung luder, som kalder ham Pop. En anden betjent er Sal (Ethan Hawke) som arbejder med narkorazziaer, men som er så besat af tanken om at skaffe et større og ikke mindst sundere hus, til sin allergiramte kone og en konstant voksende børneflok, at han har lidt svært ved at få øjne og fingre væk fra de mange narkopenge der ligger og flyder efter hver razzia. Den tredje betjent Tango (Don Cheadle), er undercover som narkodealer, tæt på at knække i rollen, og tørster efter en opgradering og et kontorjob der kan få ham væk fra gaderne. Inden det kan ske stilles han i et loyalitetsdilemma overfor en kriminel han har en fortid med. Således repræsenterer hver af de tre betjente nogle af de mest velkendte historier indenfor genren, Cop Drama, som Brooklyn’s Finest også er en del af. Men selvom temaerne er velkendte er der et råt anslag i filmen, understøttet af et kamera som er tæt på vores hovedpersoner og i øjenhøjde med de ting der sker, der giver os en fornemmelse af selv at være med i billedet. Det efterlader en basal usikkerhed, og dermed spænding, om udkommet af de tre hovedpersoners skæbner, og intet er så rart i biografens mørke som muligheden for at blive overrasket. Filmen er tilsyneladende bygget op som et multiplot, men formår delvis at styre uden om skabelonens “come together” model i slutningen, hvilket faktisk er en lettelse.

Brooklyn’s Finest er en lang film, lidt vel tynget af religiøse symboler – der måske mest af alt skal understrege at de mest troende i denne film, ikke er tynget af de største moralske skrupler, men den er bestemt ikke en kedelig eller langtrukken film. Antoine Fuqua (Training Day), som har instrueret, har sørget for at tage tid til at fortælle hver tråd i historien og vi erkender at selvom ingen af vore betjente er heroiske eller beundringsværdige som sådan, så er de mennesker der arbejder under usle vilkår i et ufatteligt hårdt miljø. Her er filmen, klædeligt nok, temmelig politisk, idet den understreger at det ikke er betjentene på gaden og i frontlinien der skummer fløden, men alle dem længere oppe i hierarkiet, der sidder trygt på deres kontorer og trækker i trådene. Herudover leverer filmen et godt billede af den stadigt spændte situation mellem sorte og hvide i USA, ikke mindst når det kommer til kriminalitet.

Både Richard Gere, Ethan Hawke og Don Cheadle gør et sobert stykke arbejde og er fuldt ud troværdige i rollerne som ”almindelige” betjente. Man har også fornøjelsen af en hårdkogt Wesley Snipes og en sødmefuld filmdebuterende Shannon Kane, som luderen Chantel der har madonnabilleder på sin værelsesdør.

Filmens åbningsscene viser en bil foran en kirkegård midt om natten. To personer i bilen har en filosofisk diskussion omkring begrebet rigtig og forkert og ikke mindst ”rigtigere” og ”forkertere” – og det er i feltet mellem de sidste to gradbøjningerne at Brooklyn’s Finest og dens hovedpersoner befinder sig. Hvor man selv står – rent moralsk – må være op til den enkelte biografgænger, men der er stof til eftertanke. Helt bestemt.

4 ud af 6 stjerner