Bullet to the Head

Med en Stallone i fysisk topform kommer der mere end én kugle for panden i Walter Hills velmente forsøg på en revival af 80’ernes hårdtslående, dialogfattige og muskelpornografiske action-film.
Selvom Bullet to the head lægger et overbevisende duo af action-auteur og action-legende for dagen, skyder den desværre sig selv i foden med sin overdosis af uopfindsomme skudscenarier og mangel på – tjah, alle interessante aspekter af en god fortælling.
Formatet virker forældet i en tid, hvor selv action-film har øget fokus på komplekse plot og dybe karakterer.

En aldrende lejemorder og en dedikeret politimands veje krydses, da deres respektive partnere brutalt myrdes af samme mand. Trods åbenlyse forskelle i værdier og moral slår det umage par sig sammen i jagten på deres fælles fjende; et samarbejde, der ikke just bliver en dans på roser.

“You don’t live forever” lyder Stallones afsluttende one-liner – en påstand, som filmen i den grad gør sit for at bevise ved at lade Gud og hvermand gennemhulles i bedste Peckinpah-stil, til der ikke er flere kugler i revolveren. Stallone er tilbage i kendte farvande som den kyniske og slagkraftige lejemorder Jimmy Bonomo, der drager på hævntogt i følgeskab med den mere moderne og teknik-kløgtige politibetjent Taylor Kwon (Sung Kang).
Bullet to the head er baseret på en fransk grafisk roman og resultatet af et samarbejde mellem instruktør Walter Hill, producer Joel Silver og manuskriptforfatter Alessandro Camon– alle tre velrenommerede action-specialister, der har gjort sig bemærket med en lang række succeser inden for genren. Med dette i tankerne forsøgte undertegnede desperat at udradere de mildest talt lave forventninger til en film, der så absolut er rettet mod en fremmed målgruppe.
Desværre indfriedes de lave forventninger til fulde, og det nogenlunde åbne sind vil måske for evigt være lukket for action-film af denne kaliber.

Som ovenstående plotopremsning vækker mistanke om, er der tale om en tynd, måske endda spinkel, historie, der sætter alle odds på vold, skud og umanerligt flade one-liners.
Kendetegnende for 80’ernes action-film er der stort set ikke noget, vores helt ikke kan klare med sine næsten vulgært store muskler og en revolver som trofast følgesvend.
Den efterhånden 66-årige Stallone, der er i imponerende form, er her sat sammen med den noget yngre Sung Kang i det klassisk umage makkerpar; en konvention, som Hill allerede anvendte i 48 hours med Eddie Murphy og Nick Nolte.
Formålet er at skabe dynamik gennem to modsætninger, der mødes, hvilket desværre ikke lykkes i Bullet to the Head. Der er ingen kemi mellem karaktererne, og den tilsigtede ping-pong af drilsk dialog og racistiske asiater-jokes skaber ikke den nødvendige balance mellem hård action og humor.

Givetvis vil mange af kritikpunkterne kunne anses som værende genre-essentielle og således afgørende for den gode action-film, der naturligvis sætter selve action-elementerne i forgrunden.
Filmen blegner dog ved siden af andre nutidige værker som Bond – og Bourne-filmene, hvis langt mere komplekse plot og dybe heltepersonligheder får eksempelvis Stallones karakter til at ligne et stykke pap.
Med andre ord virker filmen som et levn fra fortiden og ikke som en interessant retro-agtig nyskabelse af et gammelt format.

Når alt dette er sagt, har Bullet to the Head sikkert – for fans af genren – en aura af Stallone’sk ikonisme og nostalgisk genklang fra forrige årtiers mesterværker.
Er man således til uovervindelige muskelbundter, eksplicit vold eller bare loyal Stallone-fan, vil Bullet to the Head falde i god jord. Er man derimod interesseret i en intellektuelt udfordrende historie med profunde karakterer, skal man for alt i verden finde andre græsgange.