Camping – Premiere 4/9/09

Connie, Bodil og Christian på Rekreation. Foto: Sandrew Metronome

Dansk film får regelmæssig tilført nyt blod i takt med at den danske filmskole, Super 16 eller bare livets skole uddanner folk til at besætte en af de mange funktioner, en filmproduktion består af. Det er alligevel sjældent at så mange unge kræfter og debuttanter mødes, som det er tilfældet i den første af fire samarbejder mellem Nimbus film og TV2. Filmen Camping. Spørgsmålet er om det så lugter mere af bornert afgangsfilm end vellykket filmhåndværk?!

Med en udtalt inspiration fra indieinstruktøren Jim Jarmusch, har Jackob Bitsch med en opvækst i det jyske og en uddannelse på filmskolen i New York et ben i to ret så forskellige lejre. Den jyske muld og dansk hygge overfor den minimalistiske filmpoesi med hang til underspillet satire. Eller som familiefødselsdag i forstaden, hvor far til tonerne af fødselsdagssang og klemtende glas, går ud i campingvognen og skyder sig på trods af besværlighederne med at nå aftrækkeren på jagtgeværet med løbet i munden!

Efter en sådan scene, der åbner Camping, er det klart at resten af familien med hovedperson Connie i spidsen(Mia Lyhne), aldrig bliver den samme igen. Moren(Kirsten Lehfeldt), der hidtil havde haft en dansktop karrierer sammen med faren, forsumper med hvidvinsflasken, som den eneste ven. Lillebroren Christian(Oliver Brandel) stopper med at spille hockey og ender på en lukket institution for adfærdsvanskelige unge. Connie selv, er aldrig rigtig kommet videre efter at kæresten gik fra hende, og det er på trods af at hun har forsøgt at skrive sin smerte over farens død ud i en bog, som dog aldrig blev aftaget af et forlag.

Connie med farens gamle jagthat på stedet, hvor han selv blev byttet! Foto: Per Arnesen

År efter beslutter moren at de skal genfinde hinanden ved at tage på campingferie, lige som de plejede da faren levede. At moren og Connie har vidt forskellige ideer om hvordan det skal forløbe udløser filmens mest underholdende sekvenser, som da Connie skal hente den bestilte campingvogn, blot for at finde ud af, at moren har købt deres gamle tilbage. Med skudhul og det hele. Et andet rammende øjeblik er da, de ankommet til pladsen begynder at planlægge feriens indhold. Moren vil ud at fiske, ”for det gjorde vi altid sammen med far”! Og selvom Connie prøver at fremhæve at moren altid hadede fiskeriet og fisk i det hele taget, fejer moren hende af ved at inviterer en mandlig nabo over, i den hensigt at få Connie afsat til ham.

Camping er strengt taget en bagatel af en film, der selvom den tager udgangspunkt i en tragedie og tacklingen af den efterfølgende sorg, aldrig er sørgelig eller salvelsesfuld. Til gengæld udstilles dansk hverdag med alt dens kitsch med underfundig satire, der understreges af Kirsten Lehfeldt sikre spil som den svampede og alt for ligefremme mor, der kontrapunktisk får tyngde af Mia Lyhnes forsagte kejtethed.

Filmen er ikke uden sine fejl i og med at plottet ikke kan bære en spillefilms længde, hvor specielt en

Mor og datter i umatchende badetøj såvel som humør. Foto: Thomas Marott

kærlighedshistorie midtvejs virker påklistret og postuleret. Med inspirationen fra Jarmusch og den danske folkekomedie har holdet bag Camping, der blandt andet tæller den snart biografaktuelle manusforfatter Anders Frithiof August( filmen Applaus med Paprika Steen i hovedrollen), skabt en skæv lille film, der i sin krøllede stil minder om Dagur Karis Voksne mennesker fra 2005 tilsat et persongalleri af Erling Jepsenske dimensioner! Camping er langt fra en dårlig film i og med at de mange debuttanter prøver og vil noget med deres film. Derfor bliver der slået et par skæve en gang i mellem, men nogle sådan kan skam også være charmerende. Hermed velkommen til de nye beboere på det, vi kan kalde dansk films campingplads!

Se traileren til Camping her: www.camping-filmen.dk