‘C’mon C’mon’ er som et varmt tæppe på en regnvejrsdag

Copyright: Scanbox Entertainment A/S

Mike Mills er tilbage med sin første film i fem år, og der er ingen tvivl om, at ’C’mon C’mon’ har været hele ventetiden værd. Podcasts og børn virker måske som vand og olie, men Mills’ instruktion er den perfekte emulgator. 

De sidste par film, Jaoquin Phoenix har medvirket i, har været af den grovere kaliber. Med den opdaterede ’Taxi Driver’-fortælling i ’You Were Never Really Here’ eller som “The Clown Prince of Crime” i ‘Joker’, er det vidunderligt at se en anden side af ham i hans seneste film. Der er minsandten et hjerte gemt dybt i den ellers voldsudøvende selvtægtsmand.

I ’C’mon C’mon’ spiller Phoenix podcastværten Johnny, der rejser USA rundt med sit interviewprogram, hvori børn spørges ind til fremtiden, hverdagen og samfundet. Johnnys egen hverdag bliver dog vendt på hovedet, idet han bliver bedt om at tage sig af sin niårige nevø, Jesse (Woody Norman), mens Jesses’ mor tager sig af Jesses’ far.

Forældrerollen falder ikke Johnny let, og det bliver bestemt ikke lettere med Jesses løjerlige opførsel.

Kids say the darndest things

Det er ikke kun udmattende for Johnny at tage sig af den niårige. Også seerne må vise overbærenhed og tålmodighed, da vi udsættes for hvert stressende øjeblik, som en nysgerrig niårig kan byde på. 

Det lyder frustrerende, og det ér det. Heldigvis for seerne er der indlagte pusterum, som meget veloplagt kommer af interviewene med diverse børn, hvis uprætentiøse og til tider filosofiske svar kan få os voksne til at undre os over, hvor vores optimisme egentlig er svundet hen.

Børnene formår ofte at sige ting om fremtiden, som er overraskende dybdegående og gammelkloge kommentarer om deres samtid. Håb og frygt for, hvordan samfundet behandler folk, og hvordan verden vil se ud i fremtiden, koblet med billeder af Johnny og Jesse tvinger os til at forholde os til, hvad vi laver, og hvilken verden vi opfostrer de næste generationer i.

Ligeledes får seerne yderligere ”food for thought” i veludvalgte passager og noveller, som Johnny læser op i sin podcast og for Jesse. En særlig udmærkelse er Nivolas ”Star Child”, som får Johnny (og måske også en anmelder eller to) til at græde – hvilket selvfølgelig kun aktiverer det drilagtige gen i den niårige.

Phoenix er trækplasteret, men Norman er stjernen

Børnene taler frit fra posen, og Jesse er ikke en undtagelse. Når Jesse spørger Johnny, hvorfor han ikke er gift, hvorfor hans tidligere forhold gik i stykker, og om han ikke er ensom, spises han først af med Johnnys præfabrikerede svar. Man fornemmer som seer, at disse svar er blevet  givet 117 gange før, for de leveres med en jævn blanding af træthed og ”pas dig selv”. Dette stiller dog ikke den uendeligt nysgerrige Jesse tilfreds, hvilket tvinger Johnny, og dermed også os, til at indse, hvor indbildske vi i virkeligheden er.

Selvom Jesses’ spørgejørgende adfærd ikke blot er dråben, der får bægeret til at flyde over, men også er dét, som har fyldt koppen til kanten, fornemmer vi, at det aldrig er ondsindet ment. Tværtimod formår Norman (under Mills’ instruktion) at gøre Jesse til den sødeste niårige på film siden Kevin McCallister. Norman er bestemt værd at holde øje med.

’C’mon C’Mon’ indtager pladsen som den bedste feel-good film, jeg har set (undskyld til ’The Way Way Back’, jeg holder stadig af dig), og dens rolige tempo og Mike Mills’ selvsikre instruktion giver den en plads blandt 2022s bedste film. Forårets efterårslignende vejr gør ikke spor, når man har en film som ’C’mon C´mon’ at varme sig på.