Årets udgave af Copenhagen PIX er nu 2 dage gammel, og Nosferatu er naturligvis med gennem alle 13 dage som festivalen varer. Kenneth Olsen og jeg (Mads Abildgaard) kommer skiftevis til at skrive om, hvad vi oplever igennem disse små to uger – primært med fokus på alle de film vi får set, for det er jo det, det hele handler om.

Og vi er i gang!

Torsdag startede, som så mange andre dage, med at jeg tog i skole. Koncentrationen svigtede mig fra tid til anden, da det var svært at holde tankerne væk fra alle de film som jeg herfra til d. 16. ville komme til at se. Som den første film på dagen så jeg Carl Th. Dreyers ‘Vredens Dag’. Det var en del af noget undervisning og havde ingenting med Pix at gøre, og jeg var også lidt i tvivl om, hvorvidt den var den rigtige stemningsopvarmer til den første film, jeg skulle se på festivalen: ‘The Raid 2’.

Dreyer rundede af og jeg cyklede fra Amager til Rødovre, hvor Atlas biograferne (som havde nogle virkelig lækre sale med store sæder og massere af benplads) lagde lærred til, hvad der kun kunne blive et heftigt kung-fu brag. Jeg havde godt kunne lide forgængeren til ‘The Raid 2’, men forventningerne var stadig ikke særlig høje, da toere som regel ikke lige så gode, især ikke når det gælder højintensitets actionfilm.

Den regel gjorde sig dog ikke gældende her. Filmen er efter min mening flere længder foran etteren og overgår den i alle aspekter. Filmenes univers viser sig at indeholde langt mere end man skulle tro, og ‘The Raid 2’ har rent faktisk en god historie som kan bære sig selv og holdt mig fanget. Samtidig er den visuelt flot og byder på flere smukke skud, der udnytter den flotte setting. Nå jo, og så er kampscenerne bare herrefede. Filmen er mere stiliseret og pæn i forhold til forgængeren, men det klæder den, og til tider kan man trækker linjer til ‘Kill Bill’ filmene med nogle karakterer, der får et præg af tegneseriefigurer (på den gode måde). Uden tvivl en film for actionelskere og en langt bedre start på festivalen end jeg havde turde håbe på.

Herefter havde jeg et par timer til at få min puls ned, før jeg skulle se ‘Concrete Night’, en finsk film om en dreng der bor i et fattigt betonboligkvarter og ser op til sin kriminelle storebror. Det var lidt et wildcard, og jeg havde ikke rigtig nogen idé om, hvad det var, jeg skulle til at se. Kvinden foran mig sad og læste en bog før filmen begyndte, hvilket fik mig til at føle mig mindre intellektuel, da jeg sad og læste sportsnyheder på min telefon. Det første man lægger mærke til ved filmen er dens sort-hvid billeder, der, udover at understrege det sørgelige og kolde miljø den finder sted i, også giver nogle til tider meget flotte og æstetiske billeder. Den var langt mere poetisk i sin historie og fortællestil, end jeg havde forventet og derfor også langt mere kringlet og tvetydig. Den balancerer på grænsen mellem at være kunstnerisk og for flyvsk, og ender nok med at være det sidste lidt for meget.

Bagefter stod den på midnatsforestilling med tyske ‘The Station’, en såkaldt økohorror hvor naturen vender sig imod menneskerne. Den foregår ved en gletscherstation og er basalt set ‘The Thing’ på tysk. Fordi den lægger sig så tæt op af denne film, kan den også springe en masse ”mellemregninger” over og bare fokuserer på det mere eksplosive monster/horror/”lad os slå en masse ihjel” halløj. De muterede dyremonstre er ikke animerede, men lavet i traditionelle modeller, og nogle vil måske synes at det hører genren til og er en del af charmen, men mest af alt synes jeg bare det så grimt og latterligt ud. Hvis man holder af genren vil man nyde den, men for mig personligt var der ikke meget at hente her.

Friedkin kaster stjernestøv

Første film på mit program fredag var ‘To be continued…by us!’, som er en samling kortfilm lavet af fans, der enten genindspiller eller digter videre på kendte film. Der er bl.a. ‘The Wire’ med modellervoksfigurer i stopmotion og en prequel til ‘Ringenes Herre’ og ‘Harry Potter’ med kung-fu. Det lyder spændende, men i virkeligheden er det en masse youtube videoer vist efter hinanden, og få af dem byder på oplevelser, der er værd at skrive hjem om.

Jeg havde nogle timer at slå ihjel før dagens hovedattraktion, William Friedkins modtagelse af en æres-Robert i Dagmar, og valgte at tage ind og se den koreanske animationsfilm ‘The Fake’. Skuffelsen fra forrige visning sad stadig lidt i mig, men den forsvandt hurtigt igen. ‘The Fake’ er en barsk fortælling om en fattig landsby, der bliver betaget af en falsk kirke, som kun er ude efter deres penge. Bland denne kritik af kirken med en masse vold, seksuelle undertoner og usympatiske personer, og så har du grundelementerne i en film, der ikke lægger fingrene imellem. Det er forfriskende at se en animationsfilm gøre netop det, og de skarpe tegninger medvirker til, at man ikke kan undgå at blive påvirket af ulideligheden, der gang på gang viser sig på skærmen.

Herefter var det Friedkin tid! Den orange løber var rullet ud, fotograferne stod klar (af uvisse årsager var de ikke interesserede i mig) og Bacardi stod klar med velkomstdrinks til alle med billet. Friedkin selv mødte op før tid, og der var rig mulighed for at se dagens mand i skysovs helt tæt på, før han skulle på scenen og modtage sin pris til stående applaus. Han var tydeligvis beæret og talte om sin store respekt for nordisk, og især dansk, film og nævnte bl.a. Dreyer som en stor inspiration. ‘Ordet’ havde endda været en afgørende inspirationskilde for ‘The Exorcist’.

De mange danske rygklap gik ikke ubemærket hen, og jeg synes at kunne mærke den nationale stolthed stige i salen. Bagefter blev hans film ‘Sorcerer’ fra 1977 vist i en digitaliseret version, som han erklærede var den eneste af hans film, han ikke ville ændre én eneste frame på. Mine forventninger blev derfor hurtigt bygget op. Heldigvis var filmen en spændings tour de force, der greb mig fra start til slut og fik både mig og min sidedame til at hoppe i sædet flere gange. Da filmen var færdig slog klokken midnat, og jeg kunne se tilbage på endnu en indholdsrig dag på PIX, der sluttede på en ”high note”.