Det er næstsidste dag på festivalen, og man kan godt mærke at CPH PIX er ved at runde af. De to priser er uddelt, med ‘Blind’ som vinder af New Talent prisen og ‘Of Horses and Men’ som vinder af Politikens Publikumspris. Jeg havde personligt sat den svenske ‘Something Must Break’ over den islandske publikumsvinder, men vidste godt, at det ville være lidt af et long shot, især pga. indholdet og nogle forholdsvis grafiske scener.
Samtidig er ‘Of Horses and Men’ en velfortalt og humoristisk film, som indeholder tragikomiske elementer og benytter en nordisk nede-på-jorden humor, der burde gøre den succesfuld netop på det danske marked. Samtidig var instruktør Benedikt Erlingsson en sjov og karismatisk mand, og var god til at fortælle om sin film i den efterfølgende Q&A session (det var langt fra alle instruktører jeg har set på PIX), hvilket nok heller ikke har skadet filmens popularitet.
Igen Igen!
De sidste to dage af festivalen er primært præget af ekstravisninger, hvor ærgerlige biografgængere kan få en sidste mulighed får at fange nogle af de film, de ikke havde fået set. Sådan en ekstravisning fik ‘Enemy’, hvor Jake Gyllenhaal kæmper med opdagelsen af sin egen dobbeltgænger. Det grundlæggende præmis er derfor det samme som ‘The Double’ (en anden der blev vist på PIX), som der lader til at takle dobbeltgænger problematikken på en humoristisk facon. ‘Enemy’ er derimod en mere dyster fortælling, hvor meget forbliver uforklaret og forskellen mellem fantasi og virkelighed i stigende grad bliver utydelig.
Der er mange dvælende indstillinger, som ikke driver plottet videre, men tilføjer til den generelle stemning, og giver et indblik ind i de to versioner af Gyllenhaal. Filmen virker desværre til at gå i stå til tider, og selvom den er flot, især med drømmeagtige sekvenser, lader den til at blive en lille smule for optaget af sit eget kunstneriske udtryk. Jake Gyllenhaal leverer en god præstation, og tilføjer også nogle humoristiske elementer, især som en akavet historielære, og det fungerer rigtig fint i filmen.
Superfly 80er flick
Den sidste film for mig på årets festival blev ‘Ping Pong Summer’, en blanding af parodi og hyldest til 80erne. En ung kejtet dreng ved navn Radford, tager med sin familie på sommerferie i Ocean City, en discount kystby i Maryland. Radford er optaget af beatboxing, breakdancing og rap og er nogenlunde så hip, som man kan forestille sig en stereotypisk hvid dreng fra forstæderne er. Den viser det bedste og det værste ved årtiet, på en sjov og nostalgisk måde, som man nok især vil nyde, hvis man er et barn af 80erne, hvilket jeg kunne forstå på flere af de andre biografgæster.
Samtidig er filmen én stor parodi på sin egen genre; vi får hurtigt udpeget ”den nye ven”, ”pigen der forelskes i” og ikke mindst ”bøllen/rivalen”. At det afgørende opgør til sidst, bliver afgjort ved et spil bordtennis, er meget sigende for filmen. Den er nemlig meget plat, men på en sjov og til tider underspillet måde, hvor filmens indiebaggrund tydeligt kommer til udtryk. Det underspillede går fint i hånd med det ”over the top” platte, i et sjovt og anderledes take, på en ellers meget velkendt genre.