I eventyrskomedien Croods bliver du taget med på verdens allerførste familieroadtrip i et univers af farvestrålende animation og forhistoriske dyrekrydsninger. Selvom det lyder nok så tillokkende bliver oplevelsen desværre flad som næsen på en neandertaler i kraft af en lettere forudsigelig karakterudvikling og manglende komisk konsistens.
”Aldrig ikke være bange”. Det er det motto patriarken og hulemanden Grug (Nicolas Cage/Jens Jacob Tychsen) med stor ihærdighed forsøger at holde sin familie i live efter. Livet handler ikke om andet end overlevelse, og det betyder et liv, hvor størstedelen af tiden tilbringes i en mørk hule, gemt væk fra alverdens farer. Mens alle andre familiemedlemmer indordner sig Grug, drømmer den rebelske teenagedatter Eep (Emma Stone/Cecilie Stenspil) om at leve frem for at overleve. Dette fører hende en dag til mødet med den spidsfindige Guy, der har lært at lave ild. Han advarer om, at deres velkendte verden står til at forandres, hvilket driver familien ud på deres livs eventyr.
DreamWorks har efterhånden bevist, at de er mere end værdige konkurrenter til garvede PIXAR, når det kommer til CG animation, og dette er da også tilfældet i Croods, der umanerlig flot animeret og til fulde drager nytte af 3D-effekten i sine mange vilde action-sekvenser. Alligevel må eventyrfilmen Croods indholdsmæssigt og med blik på karakterensemblet, siges at føles lidt som en parallel til Ice Age-filmene. Bare med hulemennesker. Og endda ikke nogle særlig attraktive nogen af slagsen. Men selvfølgelig – hvem forventer da også det af neandertalere. Af uransagelige årsager har man dog et indbygget behov for at se på bare lidt nuttede karakterer i børne- og animationsfilm. Og dette er ikke tilfældet med familien her.
Udover at familien Croods eksempelvis består af den lettere belastende Bedstemor – en menneskelig skikkelse af Sids bedstemor i Ice Age – er hele præmissen for historien også den samme. Kontinentalpladerne er oprørske, og det driver familier på flugt. Idéen er i udgangspunktet god nok – vi har tidligere set animationsfilm om forhistoriske dyr, så ja, hvorfor så ikke også mennesker. Men originaliteten ses kun glimtvis og trods de 8 år filmen har været undervejs, kunne man godt have ønsket, at Chris Sanders og Kirk DeMicco (instruktion/manus) havde tjekket filmen igennem en ekstra gang for flade scener.
Man skal dog ikke negligere det faktum, at Croods også gemmer på et følsomt overraskende klimaks samt andre lyse øjeblikke, der gør den seværdig for et yngre publikum. Den har trods alt noget på hjerte og tematiserer over det at se i øjnene, at udvikling er nødvendig, hvis man vil være en del af fremtiden.
Filmen har sine kvikke og særdeles vittige øjeblikke. På kløgtig vis foregribes nogle af nutidens kendsgerninger igennem hulemændenes idéer eller mere eller mindre tilfældige opdagelser. Disse spænder fra udviklingen af snapshots og popcorn til sko, som kvinder allerede i urtiden nærer en dyb og lettere primitiv fascination af. Problemet er, at filmen mangler langt flere af den slags gode grin for at hive en bredere målgruppe med sig. Falde-på-halen-komik bliver ellers dyrket for fuld skrue, men flere animationsfilm har tidligere bevist, at begge dele lader sig balancere.
Der er alligevel langt til standarten af de første film i Ice-Age franchisen, hvis man nu endelig skulle sammenligne. Men ikke desto mindre har filmens hurtige tempo og skøjten rundt i et univers af fabeldyr i fantastiske farver, nok tiltrækningskraft til at ville lade de yngste underholde og begejstre. Men målgruppen vil desværre forblive særdeles indsnævret.
