De Urørlige

 De Urørlige (org. Intouchables) har sprængt alle nyere box-office rekorder i hjemlandet, Frankrig, og hevet over 20 millioner landsmænd i biografen. Og med god grund. For denne film henvender sig til et bredt publikum og charmerer disse med sin opløftende og livsbekræftende facon. Når to skæbner udgør et så umage par som her, kan det næppe blive andet end en succeshistorie på film. Hypen taler sandt – De Urørlige er en charmerende lille filmperle.

Rigmanden Phillippe (François Cluzet) er blevet lam fra halsen og ned efter en paraglidingulykke. Han søger nu efter en ny handicaphjælper og imellem de mange nypudsede ansøgere dukker den unge Driss (Omar Sy) uventet op. Han har netop forladt fængslet og søger kun jobbet for at få den underskrift, der kan skaffe ham hans kontanthjælp. Driss har en flabet karakter og en energi og humor, der får Phillippe til at ansætte ham stik imod alle forventninger. Hans manglende medlidenhed er, hvad den handikappede millionær har brug for – og, ikke overraskende, har de begge meget at lære af hinanden. Og her har vi grobunden for et usædvanligt og stærkt venskab.

Modsætninger, der mødes er et ofte brugt kneb i filmverden. Og simpelt nok, fordi det virker. Også i denne film, overrasker det os ikke, at disse to mennesker, der er så forskellige på alle måder, har meget at lære af hinanden. Det er ikke fordi præmissen for filmen ikke er set før – nej, nej. Tag bare Rain Man og det er lige før François Cluzet og Dustin Hoffman ligner hinanden uhyggeligt meget. Alligevel æder man det endnu engang råt som tilskuer og lader sig underholde af mødet imellem de to, fordi vi har brug for disse succeshistorier. Den rørende historie bliver ikke mindre rørende af at være baseret på virkelige hændelser, som tidligere er blevet fortalt i bogen ‘You Changed My Life’ af Abdel Sellou.

De Urørlige kan desværre ikke sige sig fri for at være en smule præget af Hollywood. Og filmen vil sandsynligvis få et par bitre bemærkninger med på vejen, da den indimellem bliver lidt af en crowd-pleaser med en snært af klichéfyldte øjeblikke. Men never the less er denne anmelder meget begejstret. Er en film i stand til både at have et humoristisk glimt i øjet – og alligevel en rørende dybde, der ind imellem fugter øjenkrogen – da er det i sandhed en film, der opfylder et formål og i hvert fald pleaser denne anmelder. En enkelt ting, der dog skuffede var trailerens sælgen ud af alle filmens mest charmerende højdepunkter. Det er i sig selv en klog måde at trække folk i biffen på, men når filmen desværre ikke derudover havde overvældende mange ekstra små charmeoffensiver, da ærgrer man sig en smule.

Følgende fortjener en spalte for sig selv: François Cluzet, François Cluzet, François Cluzet. Hvad den mand kan fremmane af reaktioner hos tilskueren ved sin blotte ansigtsmimik – det er beundringsværdigt. Cluzet er intet mindre end fantastisk i rollen som den lamme Phillippe. Han håndter udfordringen med de fysiske begrænsninger for skuespillet med en fintfølende intensitet, hvor små afvigelser i mimikken er altafgørende. Alene dette gør filmen værd at se.  Også Omar Sy udgør en glimrende modpol med sin hårdnakkede, kække karakter.

De Urørlige vil unægtelig komme til at røre dig. Det er en af de film, der balancerer imellem at aktivere henholdsvis dine lattermuskler og tårekanaler, og på den måde gøre sig til et medrivende bekendtskab. Den er uden tvivl en af årets skønneste feel-good film, man ikke skal snyde sig selv for.