Ud med melodrama, køkkenvask-realisme og new nordic noir. Her får vi simpelthen noget så sjældent som en dansk ungdoms-sci-fi! Og her regerer det mærkelige og det sælsomme. Det er dog ikke instruktør Søren Peter Langkær Bojesens første forsøg med sci-fi-genren. Nu lægger han sig ud med sin anden spillefilm, der byder på flotte billeder og skæve personager.
”Sci-fi behøver ikke at være noget med robotter, flyvende biler og mærkelige frisurer…” Sådan siger Søren Peter Langkær Bojesen i et interview med filmmagasinet EKKO. Og det viser han i sandhed med sin film ’Det store glitch/Paradisets børn’. Det er derfor heller ikke en vild fremtidsdystopi eller utænkelige teknologier, der præger filmen. Det er i langt højere grad en form for eviggyldig tilstand af at være ung og søgende i en virkelighed, som er både tillokkende og fremmedgørende.
Ned i kaninhullet
Ronja (Joos Rohrberg Sanden Støvelbæk) og Serber (Lukas Gregory) er to venner, der bor i en klassisk Nørrebrolejlighed, hvor der altid er et par tomme øldåser og en halvfærdig joint på bordet. De er begge unge, som leder efter et sted at lægge deres energi – at finde en drøm at forfølge.
For Ronja bliver det et hemmeligt netværk, som vil ændre verdensordenen, for Serber bliver det kærligheden. Begge retninger bliver dog yderligere komplicerede af uforklarlige begivenheder og nye bekendtskaber. Hver gang karaktererne beslutter sig for at tage aktion, bliver de ledt af uforudsete stier til nye prøvelser.
Og det er virkelig karakterernes indre og ydre kaos, der driver historien i en blanding af naturalistisk skuespil og helt vanvittige replikker. Men man tror på karaktererne. Både Ronja og Serber som vores hovedkarakterer men også mere flygtige figurer. Selv da Andreas Graham spiller en mystisk kontaktperson, der som en anden Morpheus blotlægger sandheden om den verden vi lever i for ”den udvalgte”, tror man på det. Den største stjerne er dog Leonora Saabye, der spiller både Franka og Esther. Hendes skarpe tunge skærer igennem filmens tætte hashtåge, og det er svært at fatte, hvordan en karakter på én gang kan være så nærværende og så mystisk.
Et legende univers
Filmen leger med seerens forventninger. Nogle detaljer virker så marginale, at man end ikke opfatter dem som andet end tilfældigheder, mens andre store begivenheder efterlades til seerens egne spekulationer. Plot sættes i søen, hvorefter de køres ud på et sidespor på den mest finurlige måde. På alle tidspunkter undervurderer jeg, hvor vi skal hen, og hvad filmen er i stand til at samle op på.
Hele filmen gennemsyres af en underspillet og dybt charmerende humor. Ikke mindst fordi den ikke tager sig selv for alvorligt. Dette kommer blandt andet til udtryk gennem filmens egne meta-agtige iagttagelser af andre film. Der nævnes i flæng ’Ringenes Herre’, ’Druk’, ’Dogtooth’, ’Stranger Things’ og selvfølgelig ’The Matrix’. Det er altid en risiko at referere til større værker på den måde, men man forstår hver en references plads i dette underfundige værk.
Forunderlig forvirrende
Det ville være løgn hvis jeg påstod, at jeg forstod alt, hvad der skete i filmen. Men det er heller ikke nødvendigt – ja, måske end ikke meningen. Filmen er på mange måder mere en følelse eller en stemning end et narrativ. Et kalejdoskop der viser farver og former. Samtidig rører filmen ved så mange fine og spinkle følelser, der er centrale ved det at være ung.
Alt i alt portrætterer ’Det store glitch/paradisets børn’ en ungdom, hvor alt er indviklet, men alligevel står klart i glimt af møder mellem fremmede i de tidligste morgentimer. Der foregår en leg mellem, hvad der er virkelighed, hvad der er stofudløste hallucinationer, og hvad der er alternative, parallelle tidslinjer, der vikler sig ind og ud af hinanden. Det er en fornøjelse at overvære. Filmen er udpræget kunst men absolut uprætentiøs. Slutteligt er det også bare en smuk og nostalgisk fremvisning af den københavnske sensommer, som kan gøre én længselsfuld efter nætter der aldrig ender.
