Etablerede skuespillere kan ikke gøre op for de mange klichéer, der udhuler spændingen og dramaet.

Hvorfor er nogle af Danmarks mest populære skuespillere pludselig så intetsigende? Hvorfor elektronisk musik? Hvorfor de meget indlysende reklamesøjler? Ja, jeg er lige så forvirret som dig. 

Jeg sidder tilbage med flere spørgsmål end svar til sensommerens store thrillerdrama ‘Dobbeltspil’. Det er Julie R. Ølgaard og Esben Tønnesens anden film af slagsen. Deres første udspil, ‘Englemageren’ fra 2023, fik også en lunken modtagelse og kritik for at være uoriginal.

Desværre er det ikke anderledes i ‘Dobbeltspil’, som formår at bruge alle klichéerne og samtidig gøre sit spændende karaktergalleri flade som pandekager.

En spændende præmis uden forløsning

Idéen er ellers meget interessant: Clara (Neel Rønholt) lever næsten det perfekte liv med et godt job og sin flotte entreprenør-kæreste Tobias (Youssef Wayne Hvidtfeldt).

Glansbilledet brister dog, da Clara finder ud af, at Tobias samtidig også har været kærester med “taskedamen” Katrine (Julie R. Ølgaard).

Nu prøver Clara insisterende at få svar på hvorfor, men hverken hun eller seeren får et særligt dybdegående svar. Og det er egentlig filmens største problem.

Der bliver konstant lagt op til, at der er noget større og mørkere under overfladen, men når filmen endelig løfter på sløret, er der sjældent noget særligt interessant at finde.

Det kunne ellers have været et glimrende udgangspunkt for et psykologisk thrillerdrama. Hvem taler sandt? Hvor meget ved Clara egentlig om den mand, hun er sammen med? Og hvad er Katrines rolle i det hele?

Men i stedet for at lade spørgsmålene vokse naturligt ud af karaktererne og deres relationer, bliver mysteriet flere steder skubbet frem med meget tydelige filmiske virkemidler.

De potentielle spændingsmomenter bliver spoleret af en alarmerende brummen eller en pludselig, dramatisk lyd. Du ved, hvad du skal føle, før filmen giver dig en grund til at føle det.

Mennesker som plotbrikker

Det er en skam, for historien har faktisk potentiale til at være ubehagelig. Clara og Katrine er begge afhængige af den samme mand, men på hver sin måde.

Umiddelbart virker Katrine lige så meget et offer som Clara, indtil hun pludselig vender på en tallerken. Det er en interessant dynamik, men filmen får ikke nok ud af den.

Det samme gælder Tobias. Han er angiveligt en manipulerende og kontrollerende mand, men forholdet mellem ham og Katrine er påfaldende svært at gennemskue.

Han påstår, at han vil hende, men virker samtidig til at have svært ved overhovedet at kunne lide hende. Det føles snarere, som om han nyder at have magt over hende.

Det kunne have været virkelig ubehageligt at se på, hvis filmen havde givet os en bedre forståelse af, hvorfor de overhovedet er sammen.

Generelt er relationerne filmens svage punkt. Clara og Tobias’ primære form for kvalitetstid er sex. Clara og hendes veninde kan stort set kun tale om arbejde eller Tobias.

Tobias har én ven, som samtidig fungerer som forretningspartner og dækhistorie, og ellers ingen familie omkring sig. Det får karaktererne til at føles som brikker, der er placeret, hvor plottet har brug for dem, frem for mennesker med liv uden for historien.

Og så er der forældrene.

De er måske nogle af de mest usympatiske filmforældre, jeg længe har set.

Sideplottet med Claras familie giver hende ganske vist en ekstra grund til at være frustreret og traumatiseret, men det føles også som endnu en historie, filmen forsøger at presse ind i et allerede overfyldt plot.

Thriller eller mysterie?

Er filmen mindre uhyggelig, fordi den foregår i København ved højlys dag? Eller fordi den er filmet for flot?

Måske er det den høje techno- og pop-elektroniske score af Lydmor, også kendt som Jenny Rossander, der også står bag ‘Det andet offer’ (2025).

Musikken gør i hvert fald sit for at fortælle mig, hvornår jeg skal være utryg. 

Og hvorfor skal Katrine egentlig bo i Malmø? Jeg forstår godt, at filmen gerne vil skabe en følelse af afstand og mystik, men det ender mest med at føles som endnu et spørgsmål, jeg sidder tilbage med.

Det samme gælder de meget indlysende reklamesøjler.

De står der, så man næsten ikke kan undgå at se dem, og de bliver så tydelige, at de nærmest trækker mig ud af filmen.

Airtox står for…
Stop.

Uanset hvor meget eller lidt man kender til de ultrastilede sikkerhedssko, har de intet at gøre i en seriøs thriller.

Det er en skam, for med det stærke cast og den interessante præmis kunne ‘Dobbeltspil’ have været langt mere end endnu en forudsigelig thriller.