Selvom komediegeniet Will Ferrell har spillet med i betydeligt bedre film end den utroligt fjollede ’Doggy Style’, har værket nok underholdende elementer til at kalde sig en sjov filmoplevelse.

En sjælden gang imellem får vi en film, hvis cast føres an af rigtige hunde, der får lagt stemme til af skuespillere. Film som ’Cats & Dogs’-trilogien (2001, 2010 og 2020) er et testamente til at konceptet er en ret bøvlet gimmick, der oftest resulterer i nogle cheesy børnefilm af dårlig kvalitet.

Josh Greenbaums nye film ’Doggy Style’ (engelsk titel: ’Strays’) er en stor fed spøg på denne meget snævre subgenre, ment til et ældre publikum. Det gør de med en sjofel komedie om en gruppe forsømte hunde med stemmeskuespil fra store Hollywood-navne.

Will Ferrell lægger med god humor stemme til hunden Reggie, der mishandles (uden at vi tvinges til at se noget decideret ubehageligt) og forlades på gaden af sin ejer Doug (Will Forte). Her knytter Reggie hurtigt et venskab til gadehunden Bug (spillet morsomt af Jamie Foxx) såvel som to hunde fra den lokale hundepark, Maggie og Hunter (Isla Fisher og Randall Park).

De fire hunde sætter sig for at tage på en rejse tilbage til Reggies hjem, så han kan hævne sig på sin ejer ved at bide dilleren af ham.

En fjollet omgang på godt og ondt

Som det måske kan tydes på præmissen (og den danske titel), er filmens humor meget sjofel uden at lægge fingre imellem. Det er til dels rigtig forfriskende og sjovt, at den er så vulgær, og en skæg måde at være mere ærlig om hundes mindre flatterende vaner, end de film, som ’Doggy Style’ laver skæg med.

Komedien kommer dog til at svinge i kvalitet, fordi den konstante fiktion på afføring og dillermænd bliver lidt ensporet og uopfindsom.

Stemmeskuespillerne griber det dog an med skarp komisk timing, og folkene bag kameraet formår også at udbygge deres komiske stil lidt med sort humor af mere variation end udgangspunktet. Det resulterer i nogle ganske sjove løbende jokes og nogle underholdende sidekarakterer som den intense politischæferhund Rolf (altid skægge Rob Riggle) og Dennis Quaid som sjov fuglespotter.

Desuden bliver humoren ikke bedre, når filmen forsøger at tage komedien i en mere uskyldig retning, så det er nok for filmens eget bedste at blive i det spor, hvor de rent faktisk har fat i noget.

Hundene stråler

Hvad filmen indeholder af drama, er ikke noget man ikke har set før. Det dysfunktionelle forhold mellem Reggie og hans ejer bliver brugt til at rejse opmærksomhed om, og er en kritik af dyreplageri, og bruges også helt generelt som en metafor for giftige forhold. Hans venner døjer dertil med hver deres udfordringer, som man bliver klogere på undervejs og får lov til at se dem tackle. Det fungerer alt sammen fint, men er også meget forudsigeligt og banalt skrevet, så filmen etablerer kun meget begrænset emotionel vægt.

Kameraføring og lydarbejde er meget simpelt men ikke desto mindre solidt arbejde, der ikke gør nogen særlig skade på filmoplevelsen. Mest imponerende rent teknisk er nok træningen og instruktionen af de søde hunde foran kameraet. Ligeledes slipper filmen ret elegant afsted med inkorporering af animation i de scener, hvor hundene har brug for lidt hjælp til at realisere de skøre scenarier (når det skal ligne på deres mund at de snakker, samt visse action-scener).

Netop arbejdet med hundene er især imponerende i en action-scene med et baseballbat, hvor jeg reelt er i tvivl om, hvordan de helt præcist har skruet det sammen.

Selvom der findes film med betydeligt bedre humor, grinte jeg jævnligt nok af ’Doggy Style’ til, at jeg var underholdt hele vejen igennem. I det hele taget er der godt nok samspil mellem folkene bag kameraet, hundene foran kameraet og stemmeskuespillerne i studiet til, at jeg vil kalde filmen vellykket.