Er det ikke snart Blodig Weekend?

I denne uge åbner Porten til Helvede når der endnu en gang bydes velkommen til festivalen Blodig Weekend. Der er lovet rabalder med alt, hvad hjertet kunne begære af gys og gru.

Der kommer til at være lemlæstelser, helligbrøde, og kropsvæsker i linde strømme, når Københavns splatterfans samler sig i Cinematekets mørke sale. Det er nemlig blevet tid til Blodig Weekend, hvor alt hvad vi elsker af skræk og rædsel hyldes.

Egentlig er festivalens navn lidt misvisende, da løjerne starter allerede onsdag med en snigpremiere på den første danske zombie spillefilm, ‘Sorgenfri’. At vi kommer sent til festen, er der vist ingen tvivl om – men mon ikke vi kan få klemt lidt saft ud af z-itronen alligevel?

Safter kommer der i hvert fald til at være nok af på dette års festival. Programmet byder på alt fra et remake af neoklassikeren ‘Martyrs’, Jörg Buttgereits ‘Nekromantik’ og Brian Yuznas kummerligt undersete ‘Society’.

Der er med andre ord lagt i støbeskeen til et brag af et par dage, og man kan relativt trygt drage ind i Asta og Carls i selskab med en horde af hardcore skrækfans.

Faldgruber og sikre valg
Men det er ikke kun guld og grønne skove. Som de fleste fans ved, så svinger udbuddet af film generelt utrolig meget i kvalitet og udvalget på Blodig Weekend er ingen undtagelse. For hver kommende kultklassiker er der en håndfuld filmiske forbrydelser, der forhåbentlig går direkte i glemmebogen. Sådan er det med ‘Scherzo Diabolico’, der med lethed har placeret sig som absolut bundskraber på årets filmliste. Hvis man vil have en eminent masterclass i, hvordan man ikke etablerer spænding, karakter, eller fortæller en historie, så brænd endelig tid og penge.

Ellers kan man gøre som os andre og se den new zealandske ‘Deathgasm’.  Her kombineres heavy riffs, dæmoner og blodsplat i en gyser-komedie, der snildt burde levere tunge toner og hæsblæsende humor. I hvert fald hvis man skal dømme ud fra den sejrsgang, ‘Deathgasm’ har gået på festivaler verden over.

 

Årets æregæst: Brian Yuzna
Efter forrige års æresvisit fra Ruggero Deodato kunne man godt gå og gruble over, hvem der skulle lægge vejen forbi dette års splatterorgie.

For et splatterorgie bliver det til med Yuzna. I forbindelse med hans visit vises ‘Society’, som alle med en hang til det forrykte, slimede og perverterede så absolut må unde sig selv at se. Udgangspunktet er en klassisk paranoia-thriller, hvor den unge Billy (spillet af manden med et af verdens sejeste navne, Billy Warlock) begynder at stille spørgsmålstegn ved sin familie og de andre overklassesnobbers sande væsen. Det er en satirisk 80’er-analogi, hvis slutning kræver et langt, langt bad bagefter.

Det er fantastisk, at genrefans får mulighed for at opleve Yuzna som instruktør, da han nok er kendt af de fleste som den faste producer bag Stuart Gordons H.P. Lovecraft filmatiseringer.  Den bedste, ‘Re-Animator’, bliver selvfølgelig også vist. Det går ned søndag aften på gloriøse 35 MM med en efterfølgende spørgerunde med Yuzna.

‘Re-Animator’ indskriver sig i den gore-gakkede Sam Raimi-tradition, der nåede sit højdepunkt med ‘Evil Dead II: Dead by Dawn’. Raimi er også repræsenteret på weekendens program omend i et mindre format end det vante. Han har nemlig skrevet og instrueret det første afsnit af den nye serie ‘Ash vs Evil Dead’, der vises søndag aften sammen med ‘Spring’. På samme tid som ‘Re-Animator’. Ja, nemt skal det ikke være. Beslutningen er endnu ikke taget og dette dilemma af dæmoniske proportioner vidner bare om det guf, Blodig Weekend kan servere for os hungrende horror-hunde. Sjældent har en arbejdsuge virket så lang. Er det ikke snart weekend?