Familien Miller… Langt over grænsen

Har man sagt Hollywood, må man også sige dysfunktionel familie på roadtrip. Fra tidernes morgen har det været en kendsgerning at noget af det sjoveste manuskriptforfatterne i det Californiske mekka kan finde på, øjensynligt foregår på landevejene i en fremlejet Recreational Vehicle (for nemheds skyld kaldt ‘RV’) i selskab med en broget flok individer. Det er ikke første gang og næppe sidste, at dette scenarie udspiller sig på biografskærme verden over og Hollywoods sensommerbud på en actionkomedie stjæler da også sin rygrad fra denne struktur.

Af Frederik Kyhn

Brad (Jason Sudeikis) lever ungkarledrømmen til fulde; dagdriver og hashsælger med primær kundekreds hos husmødre og forretningsmænd. Uheldet rammer dog Brad, der en dag får hele sit lager og opsparing stjålet af en flok teenagere. For at tilbagebetale gælden til sin arbejdsgiver (Ed Helms), må Brad hente en ladning hash fra Mexico og køre den tilbage over grænsen. Til det udtænker han en plan der involverer hans nabo, stripperen Rose (Jennifer Aniston), den hjemløse rod Casey (Emma Roberts) og det sociale udskud og kongenørd, Kenny (Will Poulter) der sammen må agere som familien Miller. En skudsikker plan, der selvfølgelig viser sig at være fuld af huller.

Det virker en kende tåkrummende tragikomisk at titelmelodien til Anistons (til dato) største succes som Rachel i ‘Venner’-serien brager over bilanlægget, i et fraklip efter filmens officielle afslutning. Som et lille vink til den ærekære skuespillerinde om, at det nok i nogen grad er smigrende, når hendes små kejtede facetter udspiller sig på det hvide lærrede, men så absolut ikke passer til rollen som aldrende stripper i den mindre flatterende del af storbyen Denver. Pinlige optrin som stripperdans fra den snart 45-årige skuespillerinde, slipper man heller ikke for. Et optrin der ikke har nogen anden effekt end at sætte kirsebæret på en kage, der smager lidt hen af midtvejskrise.

Sådan går det faktisk hånd i hånd ned igennem filmens øvrige cast, der på en og samme tid nok formår at smigre publikum med et skævt smil og en kæphøj replik, men virker fuldstændig blottet for enhver virkelig underdogs eksistentielle problematikker. Bevares, der er jo på ingen måde behov for socialrealisme, genren taget i betragtning. Men fællesskabet med andre mere vellykkede bud på sorthumoristisk knaldkomedie, som Rawson Thurbers egen Dodgeball eller genreperlen Forgetting Sarah Marshall, forbliver minimal, netop fordi forholdet mellem rolle og skuespiller simpelthen ikke virker troværdigt.

Og dog. For selvom unge Will Poulter nok bedst huskes som ridderlig antagonist i Narnia-sagaen, formår han i rollen som überkikset teenager at være den på rollelisten, der gør det mest solide arbejde med at bibeholde en jordnær fornemmelse til sin karakter. Og så er han endda den eneste brite på holdet.

Filmen har dog lyspunkter i form af en til tider helt bramfri og meget lettende humor, der på intet tidspunkt bevæger sig over bæltestedet (desværre), men som samtidig heller ikke er sky for at vise tingene som de er, dernede (bogstavlig talt). Helt uden at lægge et præpubertært låg på, ja, visse latente områder. I amerikansk censur-øjemed ganske overraskende og for en europæisk biografgænger, utroligt befriende.

Sudeikis virker ikke kun som familiens overhoved, men også som torvholder i det brogede cast. En rolle der fremstår alt for dominerende og en smule forceret. Ja, Sudeikis formår med små revner i den fjerde væg at virke så opstyltet og nervøs på sine medvirkendes vegne, at skuespillet går fløjten – en skam for en ellers fremragende komiker.

We’re The Millers har sine lyspunkter, men virker overordnet en kende tom og bevæger sig i samme rille som alle forgangne års sommerkomedier; en tynd omgang sorthumoristisk the, der smager af for lidt og samtidig for meget af alt det andet.

http://www.nosferadio.dk/wp-content/uploads/2011/10/3stjerner.jpg