Far skal have den ‘On the Rocks’, men hvad skal du?

Copyright: A24

Laura har et kompliceret forhold til sin far, som var fraværende i løbet af hendes barndom og nu prøver at gøre det godt igen med spontane eventyr. Samtidig opfører Lauras mand sig mystisk efter at have fået en ny flot kollega. Hvem skal hun stole på – sin far, sin mand eller sig selv?

Laura (Rashida Jones, ‘Parks and Recreation’) er mor, hustru og forfatter. Og ja, hendes liv er prioriteret i netop den rækkefølge. Med en skriveblokering i hendes forsøg på at skrive en ny bog, ligger det meste af hendes fokus på børnene og hendes mand, Dean (Marlon Wayans, ‘White Chicks’). En mand, som bruger rigtig meget tid på arbejdsrelaterede fester og rejser med en smuk, kvindelig kollega.

For at komme af med sine bekymringer om, at Dean muligvis er hende utro, kaster Laura sig ud i en efterforskning sammen med sin far spillet af den ikoniske Bill Murray. En efterforskning, der indebærer overvågning i en larmende rød cabriolet med kaviar som snack til ventetiden og en impulsiv tur til Mexico for at fange den utro husbond på fersk gerning.

New York, New York

Vi starter ud med en fars stemme, der fortæller sin datter, at hun forevigt vil være hans. Ironien i den erklæring står derefter klar i et elegant sceneskift til en buket blomster på et bord, hvor et brudepar sidder og kigger hinanden dybt i øjnene. Parret lister så væk fra deres egen bryllupsfest og efterlader en stribe af tøj kastet på gulvet på turen til nøgenbadning i poolen.

Cut til nogle år senere, hvor striben af tøj er blevet skiftet ud med en stribe af legetøj på gulvet, som en træt mor skal rydde op. Det spontane liv med romantiske svømmeture er slut, og det bliver smukt vist i montager af det gentagende hverdagsmønster for en familie i New York.

Ind i mellem bliver Lauras monotone liv afbrudt med pludselige besøg af hendes far, som tager hende på fine restauranter og til fester med vigtige mennesker. Selve turen til disse destinationer bliver altid vist med en flot køretur gennem New Yorks gader, som en form for gemt hyldest til byen.

Et tilbud man ikke kan afvise

Filmen er skrevet og instrueret af Sofia Coppola, der er datter af den legendariske filminstruktør Francis Ford Coppola (har du hørt om ‘Godfather’-trilogien?) og som også spiller Michael Corleones datter i den tredje ‘Godfather’-film. Nogle af de mere kendte film på hendes repertoire er ‘Lost in Translation’ (2003), ‘Marie Antoinette’ (2006) og ‘The Bling Ring’ (2013).

Hvis ikke efternavnet gjorde det tydeligt nok, så kan Sofia Coppolas evner som filminstruktør bevise hendes herkomst. Rent filmisk er ‘On the Rocks’ lidt af et mesterværk med en smuk filmteknik, der gør den til en behagelig og nydelig oplevelse, og som gør filmen et must at se. Coppola er ekstremt detaljeorienteret og det er tydeligt at hver scene er planlagt og arrangeret meget nøje, hvilket gør ethvert øjeblik til en fryd for øjet.

Som stor beundrer af både Bill Murray og Sofia Coppola, så var jeg rigtig spændt på at se ‘On the Rocks’ – den var simpelthen et tilbud, jeg ikke kunne afvise. Med en skøn scenografi og gode skuespillere var jeg da også imponeret det meste af tiden, men hen mod slutningen tabte handlingen mig lidt.

Så hvad er budskabet?

Jeg fandt aldrig ud af, præcis hvad filmen handler om. Det gik fra et spørgsmål om forholdet mellem mand og hustru til forholdet mellem far og datter og så endelig til forholdet mellem en kvinde og hendes egen rolle. Selve budskabet i filmen kom jeg aldrig frem til, medmindre det bare var at New York er en flot by. Lauras potentiale bliver ikke forløst på en måde, man ville foretrække, når hun oplever problemer med mændene i sit liv, så man sidder tilbage med en følelse af formålsløshed.

Handlingsmæssigt er ‘On the Rocks’ lidt en kaotisk film, men det bliver opvejet af Bill Murrays skønne personlighed og Sofia Coppolas scenografiske evner. Trods min forvirring i slutningen af filmen kunne jeg stadig godt lide den, for hvem elsker ikke New York?