George Miller træder endnu engang speederen i bund og efterlader andre actionfilm i støvet. Furiosas adrenalin-kick af en rejse er en episk prequel om had og håb.

Gensyn med et univers af galninge  

“She’s from a place of abundance!” Sådan lyder beskeden til krigsherren Dementus(Chris Hemsworth), da en lille Furiosa(Alyla Browne) bliver bragt til ham. Hun er blevet kidnappet fra sit hjem. Det eneste frugtbare sted i et ellers goldt og livløst ørkenlandskab kendt som ‘the green place of many mothers’

Hendes mors(Charlee Fraser)anstrengelser for at få hende tilbage, ender i en brutal død. Alene står Furiosa tilbage, kun bevæbnet med håbet om en dag at finde vejen hjem. 

Vores heltindes mission er sat, og som dr Dementus’ fange transporteres Furiosa rundt i et nådesløst ingenmandsland. Med sit fokuserede og intense blik observerer hun en verden styret af en “‘spis eller bliv spist”-mentalitet. Et princip hun hurtigt tager til sig i sin målrettede kamp for frihed og hævn. 

Fanget i en krydsild mellem motorcykelbander og kyniske krigsherrers kamp om territorie og ressourcer, finder Furiosa sig selv i citadellet regeret af Immortan Joe, sidste films skurk. Herfra arbejder hun sig målrettet og lydløst op i hierarkiet, for at få lov at styre de køretøjer, der skal føre hende hjem.

Sådan indledes George Millers længe ventede opfølgning på sci-fi mesterværket ‘Fury Road’ fra 2015, og vi genforenes med et savnet univers af blod, benzin og postapokalyptiske vanvidsbilister.

Viderebygning af et allerede overlegent koncept.

I citadellet blandt indoktrinerede ‘War-boys’, der kun drømmer om en glorværdig død i kamp, er Furiosa blevet en ung kvinde(Anya Taylor-Joy). Da hun endelig kommer om bord på en lastbil, er det på en mission med den empatiske, Praetorian Jack(Tom Burke). Det eneste ligesindede menneske Furiosa har mødt siden sin barndom.

Herfra tager handlingen for alvor fart. Lastbilen angribes og den buffet af stunts, som vi kender fra “Fury Road”, udfolder sig i storslået format. Filmen disker op med en konceptuel og visuel overflod, der virker så overbevisende, at CGI ikke strejfer tanken.

Et nådesløst univers skabes i et sammensurium af eksplosioner og kampscener på ryggen af kromskinnende dødsmaskiner, der får det hele til at ligne groteske cirkusoptrædener. Den længe ventede prequel beviser, at den har, hvad der skal til for at køre race med sin forgænger.

‘Furiosa’ formår også at kunne mere end at lege katten efter musen. Den ambitiøse baggrundshistorie bygger videre, ikke kun på storslåede effekter og spændingsfuld jagt, men på en verden med eget sprog og kultur. En detaljerigdom i konceptopbygningen, der er afgørende for en overbevisende præmis i denne genre.

En overbevisende hævner, hvor hadet hersker

Dette portræt af en yngre Furiosa kører uden om den generiske fortælling om en smuk kvindelig kriger. Fokus forbliver på missionen, lige så veludført som Charlize Theron i ‘Fury Road’.

Da den yndige Anya blev annonceret som hovedrolleindehaver og traileren bød på ordene “the darkest of angels”, nåede jeg lige at gispe. Endnu en badass heltinde der skulle korrumperes ved at have sit køn hængende ud af halsen. Men nej! Anya Taylor-Joy overtager førersædet suverænt som en rå, solid og indebrændt hævner. 

Man føler med hendes sammenbidte karakter, når hver dag er en kamp for at bevare det håb, der trues af den herskende altomsluttende galskab.

En galskab, der især manifesterer sig i hendes tidligere tilfangetager og comic-relief antagonist, den sadistiske krigsherre Dementus. “There is no hope” råber han og forsikrer Furiosa om, at de to slet ikke er så forskellige.

Med ‘Fury Road’ i bagagen ved man at opgøret med Dementus ikke er enden på vores heltindes mission, men indledningen til en kamp, der først lige er startet.

Speederen i bund 

Normalt synes jeg, at en film bliver nødt til at indeholde større temposkift, men når det gælder ‘Mad Max’ smider jeg alle principper, for jeg er en sucker for hele præmissen.

I ‘Furiosa’ kører spændingen på højeste gear. Den bliver ved at accelerere, lige som man tror, det ikke kan gå vildere for sig. Den hvileløse, neurotiske ånd, der gennemsyrer filmene, bliver direkte overført til os i biografsalen.

Den konstante eskalering, bliver kun afbrudt af få stille øjeblikke, der som kontrast virker larmende effektfulde og viser at ‘Furiosa: A Mad Max Saga’ ikke kun havde meget at leve op til, men lige så meget at bygge videre på.