En kæmpe røgsky rejser sig over Hiroshima og henlægger verden i en tåge af angst og utryghed. I London holder to kvinder hinanden i hånden, mens de giver liv til den ny generation.
Sally Potter er rejst tilbage til sin egen ungdom og skaber et fint, om end til tider stereotypt, tidsbillede med historien om Ginger og Rosa, der vokser op i 60’ernes blanding af posttraumatisk krigsangst og spirende ungdomskultur.

Året er 1962, og angsten for en mulig atomkrig ulmer i undergrunden, mens efterkrigsgenerationens unge forsøger at skabe en identitet. Ginger (Elle Fanning) og Rosa (Alice Englert) er teenagere i denne forandringens tid, og selvom de har travlt med at lytte til jazz, kysse drenge og ryge cigaretter, påvirkes de, som alle andre, af den alvorlige verdenskrise.
I sandfarvede rullekrave-sweatre og løst, ufriseret hår forlader de deres ustabile hjem, tager til aktivist-møder og demonstrationer og er hinandens klipper i stormen.
Deres interesser går dog snart adskilte veje; den eftertænksomme Ginger skriver digte om verdens undergang, mens Rosa sminker sig og sætter håret op.
Ivrig efter at slippe fri fra sin pylrede mors favntag flytter Ginger ind hos sin far Roland (Alessandro Nivola), der lovpriser hendes politiske engagement.
Pigernes venskab sættes for alvor på prøve, da Rosa begynder at interessere sig mere for den frisindede boheme Roland, end Ginger bryder sig om.

Med kunstnerisk udfordrende film som Orlando, The Tango Lesson samt både kortfilm og dokumentarfilm på CV’et er Sally Potter efterhånden et anerkendt navn i filmbranchen.
Ginger & Rosa er en britisk film produceret med støtte fra det danske filminstitut, og det er selveste Lars von Triers faste samarbejdspartner Anders Refn, der står bag klipningen.
Originaloptagelser af askeskyen over Hiroshima i 1945 efterfølges af en montage, der viser pigernes opvækst; filmens intro etablerer stemning og stil – bl.a. en smuk fotografering, der næsten formår at narre det kritiske øje fra at lægge mærke til ridser i lakken.

Den hvide rejsegrammofon, der spiller Shadows ”Apache”, de oversize striktrøjer og brudstykkerne af radionyhederne om atomkrisen nærmest skriger ”VI ER 60’er-GENSTANDE!”, så man må holde sig for øjne og ører. Men, men, men – overdrivelse fremmer forståelsen, og undertegnede, der først er født ca. 30 år senere, har følgeligt ingen alternativ løsning at byde ind med.
Dog kan velbegrundet kritik rettes mod den sløsede etablering af pigernes ubrydelige venskab. Ginger og Rosa skal forestille at være allerbedste venner, måske hvad man vil kalde hjerteveninder. Vi ser dog blot deres opvækst i kort montageform, hvorefter der allerede så småt kommer kurrer på tråden og man som tilskuer ved, at man burde føle sorg over det smukke venskabs endeligt, men ikke gør det.
Det er ligeledes svært at forstå Gingers ubegrundede uvilje mod moderen, der i og for sig ikke har gjort andet end at forsøge at holde sammen på familien og slå sig til tåls med sin ægtemands sporadiske tilstedeværelse og åbenlyse utroskab.

Heldigvis rettes der op på skaderne med scenerne mellem Ginger og hendes far, der klart er filmens stærkeste.
Roland, som er en ulidelig freds-prædikant, forårsager paradoksalt nok ikke andet end had og splittelse i sin egen familie. Han er typen, der døber sin datter Africa (Ginger er blot et kælenavn) og græder højlydt til klassisk musik.
Rosa tiltrækkes af Rolands påtagede Weltschmerz, og de to får et forhold uden mindste forsøg på at holde det skjult for datteren og bedste-veninden. De helt ubærlige situationer er af en sådan grusomhed, at de næsten virker utroværdige.
Dette trekantsdrama er filmens mest interessante aspekt og afføder scener, hvori Elle Fanning simpelthen – pardon my words – spiller røven ud af bukserne.
Den globale krise reflekteres i karakterernes liv, og der skabes en fin parallel mellem historiens mikro –og makroplan.
Der er således to sprængfarlige bomber og to truende verdensundergange; Den reelle bombe – ”the bomb” – og så Gingers egen følelsesmæssige bombe, der til sidst eksploderer i et fantastisk bevægende klimaks.

I birollerne ses en solid besætning af bl.a. Annette Bening (American Beauty), Christina Hendricks (Mad Men og Drive) og Timothy Spall (Harry Potter), hvis præstationer, trods begrænset screen time, gør indtryk.
Desværre er dialogen til tider udstyret med lidt for tunge og teatralske replikker som ”I’d rather the world didn’t end tomorrow” eller ”Don’t you think we should do something? About the bomb.”, der på en måde virker som en undervurdering af publikums opfattelsesevne.
At hovedbestanddelen af skuespillerensemblet er importeret fra Amerika, høres desværre lidt for tydeligt i den langsommelige udtale der forsøger at ramme et fornemt britisk.
Det skal dog siges, at der er eksempler på kunstige accenter i filmhistorien, i hvis sammenligning Ginger & Rosa ville stråle.

Ginger and Rosa er ikke nogen stor film, men den både underholder, bevæger og fryder det æstetik-elskende øje. Derudover er alene Elle Fannings skuespil hele oplevelsen værd!