Som en hjemvendt Messias træder James Gunn på Marvel-banen igen og leverer den bedste MCU-film – ikke bare siden ‘Endgame’ – men siden den første Guardians-film for 9 år siden.
Da ‘Guardians of the Galaxy’ blev udgivet i 2014, var det et vigtigt friskt pust til Marvel-universet. Det var visuelt og stemningsmæssigt særskilt fra resten og introducerede nogle hidtil alment ukendte karakterer, som man kunne bygge op fra bunden, og som publikum forelskede sig i på et splitsekund.
Og i en tid, hvor alle Marvels andre udgivelser virker til at gå i tomgang, kommer Star-Lord og hans hold af galaksebeskyttere igen til undsætning for at sætte gang i rumskibet.
Det er dog bittersødt denne gang, da filmen samtidig markerer enden på Guardians-sagaen – og det er en følelsesmæssig rutsjetur af en afrunding.
Rocket Raccoon: The Movie
Vores elskværdige helte hænger stadig ud på deres base i Knowhere, da alles yndlings gensplejsede vaskebjørn, Rocket (Bradley Cooper), en dag bliver fatalt såret i en kamp med den ultimative Sovereign-kriger Adam Warlock (Will Poulter).
Resten af holdet må nu finde en måde at redde deres pelsede ven, inden det er for sent, hvilket betyder, at de må grave op i Rockets tragiske fortid som forsøgsdyr.
Guardians-familien er vokset en del siden den første film, og i efterfølgeren fra 2017 havde instruktør og manuskriptforfatter, James Gunn, tydeligvis svært ved at finde noget for dem alle sammen at lave.
Det er han dog sluppet imponerende godt fra i denne film, hvor alle får et fuldendt karakterark eller i det mindste et skarpt øjeblik i rampelyset og en tilfredsstillende afslutning.
Det betyder så dog at spilletiden forlænges til omkring 2,5 time for at få plads til det hele, men en god film er aldrig hverken for lang eller for kort, og ikke et eneste øjeblik er værd at ofre her.
Tag dog ikke fejl af, at det her 110 % er Rockets film, og det er virkelig tiltrængt, da Rocket på mange måder nok er den bedste og mest interessante CGI-karakter siden Gollum.
Den skydegale og superkloge vaskebjørns fortid er indtil nu forblevet sløret af mystik, men igennem en række flashback-sekvenser giver filmen os et indblik i, hvilke rædsler han har været igennem, og hvordan det har formet ham.
Disse scener er på mange måder filmens følelsesmæssige kerne, som virkelig ikke holder sig tilbage, når det kommer til at rive tårerne ud af øjenhulerne på publikum.
Og ja, måske er det for nemt, at få følelserne frem, når det omhandler søde dyr, men det virker, og det er fandens effektivt.
The Guardians Cinematic Universe
Paradoksalt som det end måtte lyde, så er den største styrke ved dette Marvel-projekt, at det føles separeret fra de resterende Marvel-projekter, som der for tiden bliver udgivet 5-12 af om året.
Allerede ved de indledende logoer har de valgt at udskifte det sædvanlige overflødighedshorn af korte klip fra gamle Marvel-film, der minder os om, hvor uoverskueligt og middelmådigt meget af deres indhold er. Nu er logoet udelukkende bestående af billeder af de centrale karakterer i Guardians-trilogien.
Det føles nemlig som en afslutning på en særdeles vellykket trilogi. Der er ingen tomme gæsteoptrædener, som er designet til at få publikum til at rejse sig op og klappe i biografen; der er ingen nye karakterer, som ikke er vigtige for historien, men måske dukker op i en Disney+-serie om 5 år; og der bliver ikke refereret til Iron Man eller Captain America i hver anden sætning. Guardians er sin egen ting, og det er virkelig befriende.
På samme måde som ’Endgame’ fungerede, fordi den havde en tilfredsstillende kvalitet i kraft af sin position som afslutning på en saga, skiller ’Guardians 3’ sig ud fra resten af MCU ved ikke at lede op til noget specifikt.
Udover den tilfredsstillende følelse af fuldendthed, når rulleteksterne har kørt færdig, har det også en spændingsskabende effekt under filmen. Der er mere på spil, når man ikke allerede ved, at den næste film med de samme skuespillere allerede er blevet annonceret.
Gunns blazing
James Gunn har virkelig skabt noget særligt med de her Guardians-film. Han formår på sin helt egen måde at blande sin karakteristiske humor med et følelsesmæssigt punch.
Og så skal man ikke glemme musikken, som også er et element, der gør de her film unikke i relation til de andre Marvel-projekter. De to første film har en smule bedre needle drops end den her – ikke så meget i sangvalget, men mere i inkorporationen i selve filmen – men det ændrer ikke på, at Gunn er mester i at vælge de rigtige numre til de rigtige øjeblikke. Der er intet som en one-shot actionscene til tonerne af Beastie Boys til at få én til at blive høj på livet.
Måske er det ’Quantumania’, der bare har sat barren utroligt lavt, men effekterne er faktisk også ganske gode i denne film. Designet på karaktererne og monstrene, nye som gamle, er samtidig utroligt opfindsomt og vellavet, hvilket også er et element, som Gunn alle dage har mestret.
Er filmen et tegn på, at Marvel er på vej tilbage til fortids storhed og kvalitet? Næppe. Det er nemlig så afskåret fra resten af det gøgl, som Marvel ellers udgiver i øjeblikket, at det nok ikke kommer til at smitte af.
Det er altid bedst at stoppe, når legen er god, hvilket James Gunn virker til at være udmærket klar over, men som Kevin Feige og resten af Marvel nok aldrig lærer.
Man kunne håbe, at de ikke tvinger karaktererne til at fortsætte i yderligere Marvel-projekter i fremtiden. Men det er måske et naivt ønske.
Indtil videre kan vi dog være taknemmelige for, at de har givet os en skøn blanding af humor og tarmvridende følelser, der samtidig er en smuk afsked til galaksens bedste beskyttere.
