Det er svært at lave fiktion om samtiden. ‘Hotel Mumbai’ er en film om et indisk terrorangreb, som på banal og dum vis portrætterer Islam som en voldsreligion. Jeg blev vred af at se den.

I løbet af fire skæbnesvangre dage i 2008 blev Taj Hotel i Mumbai, dets ansatte og 500 gæster holdt indespærret af terrorister, der henrettede dem, de fandt på deres vej. De indiske specialstyrker befandt sig mere end 1000 kilometer væk i New Delhi. Der var ikke andet at gøre end at gemme sig og vente.

Det er udgangspunktet for ‘Hotel Mumbai’. Jeg vil ikke gå i dybden med, hvad filmen lykkes med, og hvor den fejler. Den er ikke god. Karaktererne er flade, stereotypiske, deres motivationer er meningsløse og replikkerne er dårlige. Selv musikken fungerer ikke. Den er kedelig; sentimental og Hans Zimmer-agtig uden det fede. Men Dev Patel er god. Han virker som den eneste person, der er investeret i fortællingen. Nu er det nævnt.

Lad mig fortælle dig, hvorfor ‘Hotel Mumbai’ er mere end spild af tid og penge.

Når bagtæppet er plettet af blod
I filmen skabes et ubrydeligt link imellem Hijab-klædte kvinder og de terrorister, der henretter civile på luksushoteller. ”Prayer is what started this shit”, siger en af karaktererne vredt, da overtjeneren foreslår, de skal bede sammen. Filmen skelner ikke mellem at praktisere islam og begå jihadistisk terrorisme.

Indien har for nylig haft valg. De hinduistiske nationalister vandt stort. Premiereministeren Modi har ikke gjort meget for at bløde op for konflikten med nabolandet Pakistan. Det spreder ringe i vandet til den muslimske befolkning i Indien, der chikaneres og forfølges af grupperinger fra det hinduistiske flertal. Det er så slemt, at folkemængder i flere tilfælde har dræbt muslimske slagtere, der sælger kød fra den hellige, indiske ko.

Hotel Mumbai er skabt i samarbejde mellem australske filmfolk og har et internationalt cast. Jeg antager, at Hotel Mumbai er en film, der har eller vil have stor indtjening i Indien. På den baggrund er filmens dybt problematiske holdning til muslimer noget, der kan være med til at skabe brændsel til et bål, man bør gøre alt for at slukke.

Hvorfor begår man terror?
Filmens terrorister virker dumme og fungerer flere gange som comic relief i en film, der viser henrettelser af uskyldige i samme tempo som et dyrt afsnit af ‘Game of Thrones’. Det giver en dårlig smag i munden. Selvom der enkelte gange er et forsøg på at give de pakistanske jihadister en form for menneskelighed, fremstår de i bund og grund mest som en legemliggørelse af et illitterært menneskes fordom. Onde, dumme og indoktrinerede på en måde, så man næsten tænker, at de må have været onde fra fødslen.

Jeg vil ikke forsvare terrorister. Selvfølgelig ikke. Men giv mig en mulighed for at forstå. Hvorfor dræber man tilfældige mennesker? Hvordan kommer man derud? Eller vigtigere: hvad skal der til for at få udskyldige til selv at blive terrorister?

Det kan lykkes. Stephen Spielberg gjorde det i ’Munich’ om terrorgruppen Sorte September, der dræbte 11 israelske atleter ved OL i München i 1972. Her følger man mænd, der dræber uskyldige for en sag, som synes bestandigt mere meningsløs i den kvælende voldsstorm, de har startet omkring sig selv. Det ødelægges de også selv af. Terroren går indad.

Se den i stedet for.