Med ‘Ernest Cole: Lost & Found’ forsøger Raoul Peck at væve et individs liv sammen med et helt lands historie ved hjælp af Ernest Coles egne fotografier. Resultatet er en hovedsagelig statisk fortælling, som alligevel formår at drage publikum ind.

“I’m homesick and I can´t return.” Disse ord bliver et mantra, som følger Ernest Cole igennem et liv plaget af op- og nedture. Han var en fotograf, som i 60’erne blev kendt for sin samling ‘House of Bondage’, som skildrede livet under Apartheid.

Han vokser op i Sydafrika i 1950’erne, en tid hvor Apartheid-styret holder landet i et kvælende jerngreb. Hverdagen er præget af fattigdom og konstant kaos, da regeringen aldrig vil lade folk som ham være i fred. Cole er nemlig født med den utilgivelige synd, at han er sort. 

Fra det øjeblik han åbner sine øjne, får han et stempel i panden som vækker foragt i befolkningen ; “non-european”. Dette bliver en forbandelse, som vil følge ham hele vejen til døden. 

Cole tyer til kameraet som en måde at bearbejde sorgen og den ulykkelige realitet, han er født ind i. Han begynder i en ung alder at tage billeder af alt, han ser, det smukke såvel som det hårrejsende. 

Et billede siger mere end tusind ord

Det er efterhånden en gammel cliché, som er blevet overflødig i en tid, hvor alle tager billeder af alt hele tiden. 

Alligevel er det dog sandt, når man i dokumentaren dykker ned i Ernest Coles karriere, fortalt med hjælp af de mere end 60.000 billeder, som blev fundet i en bankboks i Sverige i 2017. De er alle taget af ham i løbet af de cirka 20 år, hvor han først voksede op i Sydafrika, flygtede til USA på grund af politisk forfølgelse, og senere bosatte sig i Sverige. 

Når man først læser om filmens præmis, som er, at historien hovedsageligt fortælles gennem Coles fotografier, der vises på skærmen, kan man undre sig over, hvordan det passer ind i det audiovisuelle medie. Det er ikke sådan, at filmen slet ikke bruger videomateriale, men klippene er få, og der er langt imellem dem. I stedet har Raoul Peck valgt at sætte Coles livsværk i fokus. 

Ved hjælp af Lakeith Stanfields stemme som substitut for Coles´, fortæller filmen en kronologisk historie om hans liv. Som Cole selv siger i det eneste videoklip, der findes af ham, så er de billeder, han tog af sin opvækst i Sydafrika, blandt hans mest imponerende. De viser med en ufiltreret råhed, den virkelighed det var at leve som ikke-hvid under Apartheid. 

Fanget i et flygtigt øjeblik

Billeder og lyd smelter i filmen sammen og skaber en form for abstrakt virkelighed. Peck formår ved hjælp af et simpelt lydbillede at vække de ellers statiske billeder til live. 

Filmen væver Lakeith Standfields melankolske stemme ind mellem hverdagens mange lydindtryk. Som da han fortæller om de hårde kår i den township Cole voksede op i, i Johannesburg. Der klippes mellem billeder af en klaustrofobisk overfyldt togperron, til en beskidt gade fyldt med usle skabninger. Billederne akkompagneres af lyden af en hund, der bjæffer, eller en summende menneskemængde. 

På den måde bliver publikum suget ind i 1960’ernes Sydafrika, en verden der er langt væk fra de fleste seere i dag kender.

Coles fotografiske øje diskriminerede ikke. Han tog både billeder af smukke øjeblikke, som et homoseksuelt par, der omfavner hinanden i New Yorks undergrundsbane, eller to kvinder som efter fyraften sidder og nyder solen i en park i Johannesburg. Deres smil reflekterer solens varme stråler mod kameralinsen. 

Samtidig tog han også billeder af livets mest grufulde øjeblikke, såsom minearbejdere der har mistet lemmer i kampen om overlevelse, eller de kummerlige forhold som mange sorte i den tid levede under. Intet var hverken for poleret eller for grotesk for Coles livsværk.

En repetitiv fortælling

Bliver en 104 minutter lang film, som hovedsageligt afhænger af billeder til at fortælle en historie, for langtrukken? Svaret er ikke helt enkelt. 

Historien om Coles liv fra en ung mand i Sydafrikas slum til en anerkendt fotograf til en mand, som ingen husker, er klart filmens bærende element. Historien er både opløftende og hjerteskærende, og som publikum sidder man tilbage med en nagende følelse af uretfærdighed, som kun langsomt aftager. 

På den anden side, så når filmen et punkt, hvor den gentager sig selv. Den går i stå i al elendigheden, og billederne begynder at fremstå repetitive. Her er samspillet mellem lyd og billede ikke nok til at abstrahere fra en film, som måske i virkeligheden bare er lidt for lang.