Rafe Spall og Rose Byrne giver den som et nygift mismatch i denne uhyrligt morsomme og charmerende romantiske komedie. I I Give it A Year forsøges genren vendt på hovedet, men gode jokes ender dog med at løfte frem for fortælling.
Dan Mazer er tidligere kendt for sit hyppige samarbejde med Sacha Baron Cohen som både forfatter og producer på film som Ali G Indahouse, Borat og Diktatoren. Han befinder sig tydeligvis godt i komedieregi – og med god grund, da han med I Give it A Year formår at cementere sig som også en habil instruktør.
Mazer havde fra start en særlig idé til, hvad hans første spillefilmsprojekt skulle omhandle; nemlig hvad der sker mellem to forelskede mennesker fra det punkt, hvor en romantisk komedie som regel ender. Og med det opløb starter komedien ud; Nat og Josh oplever kærlighed ved første blik og gifter sig kort tid efter til et sandt drømmebryllup. Men faresignaler lurer og indenfor det første år af deres ægteskab, er de to endt hos en parterapeut. På sidelinjen kurtiseres Nat inden længe af en af sin flødedreng af en klient (Simon Baker), hvilket giver tid for at Josh kan omgås sin bedste veninde og gamle eks, den næsten pinefuldt umoderne, Chloe (Anna Faris).
Anna Faris spiller for en gangs skyld en knap så dum blondine, og får også sparket et par gode grin i gang med sin utroligt akavede optræden i verdens værste trekant. Stephen Merchant er den upassende forlover og bedste ven, der ind imellem bliver for meget af det gode – men alligevel insisterende trækker joken derud, hvor man alligevel ikke kan lade være med at more sig lidt alligevel. Og så bliver filmen jo ikke ligefrem værre af at have det australske skår, Simon Baker, bedre kendt som flabede og knivskarpe Patrick Jane i The Mentalist, på rollelisten.
Filmen er produceret af folkene bag Bridget Jones’ Diary og Love Actually, og allerede der skabtes en stor forventning om at få indfriet nogle latterkramper over briternes ironiske og sarkastiske komik, som ligger os danskere så nær. Men hvor de nævnte er vanvittigt godt konstrueret og æmmer af originalitet, falder I Give it a Year igennem ved at ville være anderledes, men i sidste ende faktisk ikke at være det i særlig høj grad.
I Give it A Year får plusser i karakterbogen for at være en slags anti-romantisk komedie, der starter, hvor de fleste rom-coms ville ende. Den er desuden et glimrende eksempel på dejlig britisk komik. Men når det så er sagt, når filmen langt fra op på standarten sat af britiske forgængere.